Log ind
OPSLAGSVÆRKER
DanskLeksikon
Opslagsværk med danskfaglige begreber
PeriodeLeksikon
Opslagsværk over danske litterære perioder
AnalyseLeksikon
Opslagsværk over analytiske begreber og værktøjer
MetodeLeksikon
Opslagsværk over forskellige metodiske tilgange til tekster
Lyrikporten
28 portrætfilm instrueret af Jørgen Leth
Artline
Opslagsværk med kunst fra forskellige tidsperioder
Kunstportalen
Kunstportal med Louisianas kunstsamling
Notesbog
Din personlige notesbog til arbejdet på fagportalen

Theis Ørntoft (f. 1984)


Foto: Lars Fynboe

Litterært forløb om Solar:

- Læs uddrag fra Solar
- Læs 
interview med Theis Ørntoft om Solar
- Se 
fokusspørgsmål til Solar og forfatterinterviewet.

FORFATTERPORTRÆT

Ung og fremmedgjort

Digtene i debuten Yeahsuiten (2009) udtrykker følelser af fremmedgjorthed i mødet med den fysiske virkelighed og i mødet med andre mennesker, hvor sociale vedtagelser og forenklede opfattelser, klicheer og stereotyper, har magt. Temaet er knyttet til det unge, rebelske sind og kan følges tilbage til romantikkens ”Weltschmertz”. Sindstilstanden behandles i digtene paradoksalt nok både som symptom på og årsag til misforholdet.

Sprælskhed og det lyriske jeg som eksistentiel misforståelse

Ungdomslivet er hurtigt og frækt i digtene, sproget tilsvarende ligefremt og tidstypisk yeah-agtigt, men under den sprælske overflade ligger også den nævnte Weltschmertz. I den lyriske genre generelt er jeget ofte ekstra sensitivt og reflekterende, ikke mindst overfor sig selv og sin position i verden. Det lyriske jeg forholder sig ofte til sin eksistens. Det er i allerhøjeste grad også tilfældet i Theis Ørntofts lyrik. Forståelsesbestræbelserne viser sig dog håbløse; det lyriske jeg er ikke et brugbart udgangspunkt. Både individuelle og kollektive opfattelser belyses som konstruktioner skabt i sproget og nedbrydes sprogligt af digtene, hvilket er et postmoderne træk.

Mørk økopoesi

Titlen på Theis Ørntofts anden digtsamling Digte 2014 (2014) peger tilbage på to skelsættende og berømte digtsamlinger, nemlig Adam Oehlenschlägers Digte 1803 og Johannes V. Jensens Digte 1906.

I Digte 2014 er økokatastrofen tæt på, måske allerede sket - et skræmmende tidsbillede af en verden, der på mange niveauer er ved at kollapse, udtrykt på en af de første sider af det lyriske jeg:

”For mig er samfundene døde.
Jeg tror ikke længere
det er et spørgsmål om forfinelse
men om afvikling” 

Et centralt spørgsmål for Theis Ørntoft er, hvad dette sammenbrud betyder for kunsten og for sproget. "Hvordan reagerer min skrift på et sådant depressivt udsagn?" 

Hvem er jeg? En rejse ind i krybdyrhjernen

Theis Ørntoft fortsætter temaet fra Digte 2014 i romanen Solar (2018). En dystopisk og desperat roman, hvor der stilles spørgsmål til, om den uophørlige udvikling af teknologien i virkeligheden gør mennesket mere og mere uegnet til at klare sig? Er menneskeheden ved at udrydde sig selv som art?

”Når mennesket om ikke så forfærdelig længe er forsvundet fra planetens overflade, vil krybdyrene vende tilbage, de vil stige op til dominans som om intet var hændt, vi var blot et vindstød, mærk jer mine ord…”

Solar er en autofiktiv roman, der begynder i en genkendelig virkelighed, men hvor det autentiske jeg langsomt og gradvist går i opløsning.

Den unge økodigter Theis tager i foråret 2016 på en vandretur ad den jyske hærvej i et forsøg på at få hold på sig selv og sit liv. Tilbage i København begynder han at træne i Fitness World, forelsker sig stormende i Nadja, mister forbindelsen til sine gamle venner, siger sin lejlighed op på Nørrebro og flytter ind hos Nadja i Albertslund. Tiden går med vild sex, fodboldkampe på Brøndby Stadion, computerspil og grillmad. Nadja arbejder, og Theis sumper. Det bliver Nadja træt af og smider ham ud. Kort efter bruddet stiger Theis på et tilfældigt tog og forlader Danmark. Det bliver et vildt og hallucineret roadtrip ned gennem Europa, hvor tiden og stedet begynder at skride.

Solar synes endnu mere sort end Digte 2014 – om muligt endnu mere radikal i sin undergangsvision. Jeget søger klarhed og orden, et sted at være til i, men det mislykkes hele tiden. Det hjælper ikke at rejse væk – flugten fører ingen steder hen.