Log ind
OPSLAGSVÆRKER
DanskLeksikon
Opslagsværk med danskfaglige begreber
PeriodeLeksikon
Opslagsværk over danske litterære perioder
AnalyseLeksikon
Opslagsværk over analytiske begreber og værktøjer
MetodeLeksikon
Opslagsværk over forskellige metodiske tilgange til tekster
Lyrikporten
28 portrætfilm instrueret af Jørgen Leth
Artline
Opslagsværk med kunst fra forskellige tidsperioder
Kunstportalen
Kunstportal med Louisianas kunstsamling
Notesbog
Din personlige notesbog til arbejdet på fagportalen

Interview med Theis Ørntoft om "Solar"

Interview med Theis Ørntoft om Solar (2018)
v/ Gita Pasternak, 2018

1. Efter to digtsamlinger – om end meget forskellige i udtryk – Yeahsuiten fra 2009 og Digte 2014 fra 2014 – udgiver du nu i 2018 romanen Solar. Hvorfor måtte du denne gang skrive i romanform – og i prosa? Hvad har skiftet mellem poesi og prosa betydet? For skriveformen og for det endelige udtryk? 

Skiftet fra digte til roman har nærmest været som at skifte arbejde. Det er to forskellige tænkesystemer og arbejdssystemer. Man kan ikke placere en roman i et digt, men man kan placere et digt i en roman, og på den måde er romanen den ultimative litterære form. Der er en formel frihed i arbejdet, som der ikke er i poesien. Men som vi ved, kommer enhver frihed med en pris, og prisen er kaos og uoverskuelighed. Så arbejdsprocessen har været gennemstrømmet af nogle større ekstremer; større lykke og større lede. Det kræver en tålmodighed og en disciplin at skrive en roman. I digtet kan man hele tiden sprænge alt i luften og skifte tanke eller rum fra linje til linje, det er på en måde det, poesi handler om. Men i arbejdet med Solar har jeg virkelig måttet tvinge en tålmodighed frem, som i udgangspunktet er mig fremmed. Måske svarer forskellen på poesi og roman til forskellen på at tegne et hus, og så at gå ud og bygge det hus i virkeligheden. Det kræver helt forskellige processer, metoder og viden. Men når jeg ser tilbage på det nu, har der ikke været anden udvej, jeg har haft brug for et kontroltab for at komme videre fra Digte 2014


2. ” Så begynder en aktiekurs pludselig at falde. Faldet, der med tiden viser sig at være endeløst, fortsætter ned gennem det enogtyvende århundrede. Som en gnist gennem mørket. Hvor vil den lande? I renæssancen? I stenalderen? Men gnisten fortsætter ud gennem menneskets historie, og følgende vågner  op og ser den fyge forbi: Ronald Reagan. Marie Laveau. Franz Schubert. En flok mammutter i istiden. Om morgenen efter drømmen leder jeg efter mig selv i spejlet. Var det alligevel kun en drøm?”   

Det er den vildeste roman, jeg har læst længe! Begyndende med et digter-jeg, der vandrer ad Hærvejen og slutter med et hallucineret roadtrip ned gennem Europa og en ”rumrejse ind i krybdyrhjernen.” Men du skriver dig samtidig ind i en realistisk skrivetradition – genkendelighed, præcise detaljer, individualiseret persontegning, placérbar i tid og sted, sætter skel mellem ydre og indre virkelighed – og dog? Hvordan vil du karakterisere din skrivestil? 


Romaner uden handling har aldrig interesseret mig så meget. Jeg har altid været meget draget af handling og eventyr, helt siden jeg var barn. Men samtidig skal handlingen også kortsluttes og slynges ind gennem fremmede logikker og verdener. Så jeg har forsøgt at skrive en roman, der afspejler dette grundforhold; at verden både er realistisk og genkendelig, en dagligdag, og samtidig kan den pludselig blive gennemstrømmet af helt andre logikker, andre farver, andre kræfter og tider. Jeg går meget op i at beskrive hverdagen helt tæt på. Men samtidig kan denne hverdag pludselig kollapse og styrte ned i et navnløst, psykedelisk kaos. Kaos løber lige nede under hvert eneste sekund, det er en grunderfaring for mig. Lige neden under parforholdet eller aftensmaden flyder mærkelige farver rundt, mærkelige strømme og ikke-menneskelige kræfter, det er min oplevelse. En  filminstruktør som David Lynch føler jeg mig tæt på, nok fordi han også synes at have denne dobbelte erfaring af, at hverdagen virkelig findes med sin tragedie, humor og nærvær, og så pludselig kan den krakelere og styrte sammen. Hele tiden frem og tilbage. Hele tiden ustabilt. Orden og kaos. Humor og alvor. Menneske og kosmos. Realisme og surrealisme. Det er disse yderpunkter, som al god litteratur har koordinater i.

Litteratur  synliggør verden for os. Jeg tror, det er dens primære funktion. Vi mennesker er nogle mærkværdige væsener: Vi kan gå rundt ude i en skov og ikke bemærke et eneste træ, men hvis nogen udstiller et træ inde i en kunsthal, så står alle og kigger forundret op og siger: Wow, mand. Et træ! Hvor ser et træ egentlig vildt ud! På samme måde udstiller kunsten virkeligheden, den nedskalerer kompleksiteten til et sted, der gør verden begribelig for os. Verden er for stor til, at man kan fatte den, og litteratur er ligesom kort over landskaber. Bøger har meget den samme funktion, bare i en mental forstand; de er kort over de indre, sociale og eksistentielle landskaber. 


3. Du spiller på de klassiske romangenrer – dannelses- og udviklingsromanen – et ungt og søgende jeg, der tager ud i verden for at finde sig selv – men der er kun
hjem-ude, ingen venden hjem og genopretning af ordenen – og heller ingen udvikling, snarere afvikling. Forlaget kalder romanen en dystopisk generationsroman, hvad der er svært at være uenig i – men kunne den også få genrebetegnelsen politisk roman? Hvordan ser du på den genrebetegnelse? I forhold til din bog og til brug af genren her i 2018? 

Hvis dannelsesromanen er en borgerlig og opbyggelig tradition, så er Solar nok på mange måder det modsatte. En anti-dannelsesroman, måske ja. I det jungianske, arketypiske eventyr rejser helten ud af sin idyl, gennemlever kaos i det ukendte, og vender så tilbage med mørket integreret i sig og en forhøjet indsigt. I Solar kommer denne tilbagevenden ikke. Der er figuren snarere: hjem – ud – ud – ud – ud … Rejsen fortsætter bare længere og længere væk, der er ingen hjemkomst. Jeg ved ikke hvorfor, men det er noget, der har en stærk dragning på mig. For mig er det mest af alt den rejsefigur, Solar handler om. Rejsen der bare fortsætter og fortsætter og aldrig vender tilbage … Som en rumrejse. Der er en ufattelig melankoli i det perspektiv, næsten ubærlig melankoli, men samtidig opstår der også noget uforklarligt ekstatisk. Fortsætte, fortsætte, ud i det ukendte, aldrig vende tilbage … Jeg forsøger også at tegne et portræt af vores samfund og vores tid og forvirringen, der kendetegner det hele.

Solar handler også om, hvad der sker, hvis man som ung ikke vælger modellen med kæreste, børn og arbejde. Jeg oplever, at vores kultur leder desperat efter andre former, nye former der kan gribe os og organisere os. Alle datingprogrammerne for eksempel vidner om, at parforholdet er en ældre form, på mange måder inkompatibel med vores tid, men samtidig har vi ikke nogen nye alternativer. Vi famler rundt i den forvirring. Min generation mærker det tydeligt, og Solar har måske den forvirring: Hvordan finder vi nye former at leve sammen i? Hvad sker der, hvis man vælger en anden fremtid end kæreste og børn og job, hvor flyder man så hen? Den vestlige kultur gennemrystes af identitetskrise disse år, og måske er kunsten et slags laboratorium, hvor man kan afprøve forskellige fremtidsscenarier og muligheder og se, hvad der sker.


4. Du lader din jeg-fortæller hedde Theis, han er øko-digter, bor i København og underviser på Testrups Højskole. Hvad betyder det autofiktive greb for din roman? 

Før jeg begyndte at skrive Solar havde jeg længe gået med en fantasi om en fortælling, der startede ud selvbiografisk, men så langsomt og gradvist lod det autentiske jeg gå i opløsning, og lod fortællingen forsvinde ind i et eventyr. Bogen starter i det genkendelige, i idyllen, inden for den normale virkeligheds grænser. Hvis ikke dette startsted findes og etableres i en fortælling, så bliver eventyret heller ikke så stort. Star Wars har som science fiction aldrig fascineret mig, fordi det lige fra starten finder sted ude blandt andre planeter, i virkeligheden er det bare klassisk socialrealisme med andre udklædningsdragter på; mens en film som Interstellar forekom mig kæmpestor og vild – netop fordi den starter på Jorden og først efter noget tid skyder ud gennem ormehullet. Så kommer suget. Det er suget af at forlade den velkendte verden. Ud gennem ormehullet, eller ned i kaninhullet, fra hverdagen og ind i myten, det er eventyrets vej. Jeg har altid skrevet ud fra mit eget liv og min egen person i digtene, og jeg havde det, som om jeg for at komme videre skulle skrive mig ud af dette, ud af mig selv, så at sige, simpelthen åbne et skriftligt ormehul og rejse igennem det for at komme ud af mig selv og blive i stand til at skrive om andre mennesker og andre verdener. Senere, i kommende romaner, forhåbentlig. 


5. Et centralt tema er en søgen efter identitet. Hvem er jeg? er et gentagende spørgsmål, jeget stiller sig. ”Jeg var tilskuer til livet og havde altid været det!” Han lader sig flyde med strømmen. Han tilpasser sig de miljøer, han møder, for eksempel her i gymnasiet:  ”Jeg var gået fra at ligne en bumset efterskoledreng, til at ligne én, hvis næste mål i livet var Wall Street på Manhattan; og dét på under et år... jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt tænkte: Hvem er du egentlig overhovedet inderst inde? Hvis du så let kan forandre dig og blive en helt anden?

Ser du denne flydende identitet som et senmoderne karaktertræk? Hvad er på færde? 

Jeg oplever det, som om nærmest alle diskussioner, der finder sted i disse år, handler om, hvor grænserne går. Mellem hvad som helst. Inde i os selv, mellem os som mennesker, mellem forskellige kulturer og mellem lande og verdener. Vi er så ubeskriveligt forvirrede, og jeg tror, der er en længsel efter grænser. Vores generation er blevet pumpet fuld af bevidstheden om vores friheder og rettigheder. Rettigheder, rettigheder, rettigheder. Men vi befinder os i en radikalt grænseløs tid, og jeg tror, det er umuligt for mennesket at administrere den frihed. Der er noget Babelstårnet over vores globale tid; jeg tror, myten vil vise sig sand, jeg tror, det store globale rum vil falde sammen. Mennesket er et grænseafhængigt dyr, og jeg tror, der vil komme en tilbagetrækning. Og den finder jo allerede sted; både i en regressiv, nationalistisk variant, men også på andre måder. Tag for eksempel den nordiske madbølge; det er også en bevægelse væk fra det globale, tilbage til det lokale. Lad årstiderne og landskabet bestemme, hvad du spiser. Man mærker befrielsen i det. Tænk sig engang; en lettelse ved at være bundet, forpligtet, ufri. Måske bliver dét vor tids modkultur.

Hvem skulle have troet det i ’68? Tilbage til rødderne, ned på jorden; det synes at være længslen, der rumsterer i det kollektive ubevidste. For ti år siden handlede reality-programmerne om hedonistisk fest og druk på Paradise Hotel. I 2018 handler det om at se, hvad der sker, hvis man er alene i vildmarken. Kan man klare sig i naturen? Hvor stærk er man overhovedet som menneskeabe uden teknologien og civilisationen? Over alt er der tegn på denne længsel efter tilbagevenden til et mindre komplekst informationsrum. Vi husker instinktivt, at vi oprindeligt kommer fra savannen, et sted befolket af vilde og nådesløse rovdyr; og jeg mener på ingen måde, at vi skal tilbage dertil, men i hvert fald må man konstatere, at der er temmelig langt fra vores oprindelige økologiske livsform og så op til i dag, hvor mennesker kører rundt med påspændte cykelhjelme, blinkende cykellygter og går ture med deres blinkende hunde, og hvor saltsprederne kører ud og spreder salt, så snart temperaturerne kommer under 0.

Der er noget utrolig hjælpeløst og forvirret over den senmoderne velfærdsborger. Vi har fuldstændig glemt al viden om naturen, og den viden er så sivet ind i kulturen i stedet. Vi kan ikke skelne mellem en giftig plante og en lægende plante, for vi har ikke brug for det; til gengæld scanner vi nu kulturens vildnis med nøjagtig samme fintfølende blik, og vi mærker instinktivt betydningsforskellen mellem en emoji, der smiler en lille smule, og en emoji, der smiler lidt mere. Og det, tror jeg, er et spørgsmål, der begynder at stige op i os, fordi vi har fjernet os så langt fra vores oprindelige habitat: Hvordan ville den teknologiske abe klare sig i dag, hvis systemet pludselig brød sammen? Bare det at skaffe vand?


6. Det første udsagn, der står i romanen – inden det narrative begynder med ”Første del” – er:
”Den første livsform, man kender til på Jorden, er de blågrønne alger. Det menes, at de opstod et sted i ursuppen for 3,8 milliarder år siden, cirka en milliard år efter planetens dannelse. De blågrønne alger var encellede organismer og i den henseende primitive, de kunne ikke særlig meget, i biologisk forstand var de blot en bakterie. Men blinde og uden selv at vide det indledte de noget, der skulle blive afgørende for livet på planeten. De opfandt fotosyntesen. De høstede solens lys og udledte ilt som et restprodukt af forbrændingen. Ilt ud i atmosfæren, i milliarder af tons gennem årmillionerne. Sådan grundlagde de blågrønne alger mulighedsbetingelserne for det senere liv på Jorden. Uheldigvis var ilten som gift for algerne selv, de kunne ikke trives under de atmosfæriske betingelser, de havde skabt, og som art uddøde de derfor næsten i det, geologerne kalder Iltkatastrofen, den første masseuddøen i planetens historie.”


De blågrønne alger udledte en gas, de ikke selv kunne leve i, og det samme synes mennesket nu at være i færd med – at udrydde sig selv. ”Homo sapiens var blot en bro … en bro mellem biologien og teknologien…” 
Hvad er det, der er ved at gå galt? Eller er gået galt? 

Biologi, geologi, astronomi og evolutionshistorie optager mig på mange måder lige så meget som litteratur. Blandt andet har jeg været fascineret af spørgsmålet om, hvad liv overhovedet er som fænomen betragtet. Evolutionsteorien har identificeret nogle grundlæggende mekanismer for liv, men så vidt jeg forstår, kan den ikke forklare det, at liv over årmillionerne lader til at bevæge sig imod større og større kompleksitet. Det er tabu inden for darwinistisk evolution, fordi det indskriver en retning og et mål for livet, og det er jo netop blindt og retningsløst. Men der synes at være nogle mekanismer, som biologien ikke kan få øje på. Og min fornemmelse er, at der muligvis også er nogle svar, som ligger hinsides den menneskelige forståelsesskala, måske ude i en slags big data-perspektiv på livet, et perspektiv, som menneskehjernen ikke har adgang til. Men er livet på vej et sted hen? Det er et spørgsmål, jeg stiller i Solar. Har det for eksempel et ubevidst mål indskrevet i sig om en dag at blive i stand til at forlade planeten? Fordi livet ’instinktivt’ ved, at solen en dag brænder ud? De blågrønne alger ser ud til at have grundlagt mulighedsbetingelserne tilbage i ursuppen for alt senere liv på Jorden. Og jeg ser så en parallel imellem algerne og os mennesker, fordi det på mange måder kan se ud til, at vi gør det samme som algerne. Vi er også i færd med at grundlægge ’de planetariske betingelser’ for endnu mere komplekse former for liv, måske med algoritmen som en prototype, à la en digital bakterie. Det er jo spekulativt, men jeg tror, der er noget om det, det er i hvert fald tydeligt, at der synes at være noget nærmest tvangsagtigt over vores uophørlige videreudvikling af teknologien; vi ved godt, at det ikke rigtig er for menneskets egen skyld og vores egen lykke, at vi udvikler det; men hvorfor gør vi det så? Der er noget ufrivilligt over det. Så måske er vi ligesom de første alger en slags ’tjenere for livet’, som det hedder et sted i Solar. Menneskeheden er en slags arbejdermyrer, der bygger den bro, livet kan passere videre hen over, mod endnu højere teknologiske stadier.


7.
Solar synes endnu mere sort end Digte 2014, om muligt endnu mere radikal i sin undergangsvision. Jeget søger klarhed og orden, et sted at være til i, men det mislykkes hele tiden. Det hjælper ikke at rejse væk – flugten fører ingen steder hen – heller ikke vilde indtagelser af stoffer. Hvad er sket siden 2014?

Ja, det er, som om Solar prøver at finde udveje. Veje videre for mennesket, eller veje ud af verden, som den ser ud. Men det mislykkes hver gang. Der er ikke rigtig nogen veje ud, og det er en meget dystopisk fornemmelse, synes jeg. Kapitalismens infrastruktur har suget hele planeten op i sig, hvilket har et væld af konsekvenser, for eksempel giver et fænomen som ’at rejse’ mindre og mindre mening i vores tid. Det er meget symptomatisk, at hovedpersonerne på et tidspunkt bosætter sig på en golfbane. En golfbane er det mest hyper-præparerede stykke natur, man kan forestille sig, og det bliver en slags tegn på, at naturen ikke længere findes. Der findes ikke længere nogen uberørt natur ’derude’, den måde at tænke naturen og kulturen på som adskilt giver ikke længere mening. Og måske er det derfor, at flugten i romanen til sidst tager form af en rejse ind i psyken. En rejse ind i krybdyrhjernen, som der står. For der er ikke flere steder i det geografiske rum at rejse hen og opdage noget nyt.


8. Hvilken udvikling ser du i dit forfatterskab fra debuten Yeahsuiten fra 2009, Digte 2014 og nu med Solar?

Dengang Digte 2014 udkom, huserede der en slags undergangseufori i kulturen. Verden går under! kunne vi ligesom konstatere i fællesskab, og det gav en slags paradoksal og bizar følelse af udfrielse. Mange bøger handlede om det, tv-serier og samtaler. Nu befinder vi os nogle år senere, og euforien er døet ud. Nu ser vi, at undergangen slet ikke bliver noget scenarie fra en Hollywood-film, den bliver ikke spektakulær og pludselig, den bliver derimod langsommelig, hverdagslig, kaotisk, mudret og grå, kommunal, svær at lokalisere, svær at få greb om i tid og rum. En stor del af verdens fattige befolkning vandrer nu imod de små felter på kloden, hvor privilegierne og pengene er koncentrerede. Men vi vil ikke lukke dem ind … Og hvad sker der så? Jeg fornemmer noget mudret. Noget mudret på den ene side og noget lysende, højteknologisk på den anden side. Men det er sværere end nogensinde at spå om fremtiden.