Log ind
OPSLAGSVÆRKER
DanskLeksikon
Opslagsværk med danskfaglige begreber
PeriodeLeksikon
Opslagsværk over danske litterære perioder
AnalyseLeksikon
Opslagsværk over analytiske begreber og værktøjer
MetodeLeksikon
Opslagsværk over forskellige metodiske tilgange til tekster
Lyrikporten
28 portrætfilm instrueret af Jørgen Leth
Artline
Opslagsværk med kunst fra forskellige tidsperioder
Kunstportalen
Kunstportal med Louisianas kunstsamling
Notesbog
Din personlige notesbog til arbejdet på fagportalen

Læs tekst

Solar (uddrag)
Theis Ørntoft, 2018


Helt opslugt af sin forelskelse i Nadja, som han har mødt i Fitness World, mister økodigteren Theis hen over sommeren 2016 interessen for sin gamle omgangskreds i det københavnske litterære miljø.



Sommervejret fortsatte ind i det tidlige efterår, og jeg brugte mere og mere tid sammen med Nadja. Nu ikke kun længere hos mig, men også hos hende i Albertslund hvor hun var flyttet ud, da hun fik muligheden for at overtage sin venindes lejlighed. Hun var altså tilbage på sin barndoms Vestegn, og næsten hver eftermiddag gik jeg nu ned og tog S-togets linje B fra Nørreport mod Høje Taastrup. Til sidst boede jeg praktisk talt derude. Hen over efteråret indså jeg også at jeg var begyndt at miste kontakten til flere og flere gamle bekendte; det var som om nogle mentale eller sociale elastikker var sprunget, alt det der havde holdt mig fast i København, hvilket viste sig at være meget lidt, begyndte at forsvinde lidt efter lidt. Et par gange fik jeg en sms fra Nico eller en anden i min bekendtskabskreds, Anders skrev en besked fra Sardinien mod slutningen af august; de var på ferie med deres lille nye søn og alt gik godt – jeg fik først svaret efter nogle dage, og til sidst stoppede jeg helt med at skrive. Det samme gjorde sig gældende den anden vej. Mit medlemskab i Fitness World rykkede jeg til afdelingen i Glostrup, hvor Nadja havde trænet den sidste tid, stemningen i disse lokaler var stort set ikke til at skelne fra afdelingen på Nørrebro, det var kun jem & fix' ’ tomme parkeringsplads uden for panoramavinduerne der angav, at jeg nu befandt mig et andet sted på landkortet.
    I weekenderne blev jeg indenfor i Nadjas lejlighed, hun tog stadig en del weekendvagter på ungdomshjemmet inde i København, og jeg brugte tiden på at ligge og ryge og spille Playstation. Det drejede sig primært om gangsterspillet Grand Theft Auto 5. Jeg nød at ligge og køre planløst rundt i stjålne biler i det fiktive og kulørte Los Angeles; spillets grafik var overdådig. Om dagen var byen lys, solrig og åben, og om aftenen når mørket faldt på, fyldtes den med neonlys og klubmusik. Det var en tilfredsstillende følelse at stjæle en sportsvogn med V8-motor og køre ned ad de lange palmebevoksede boulevarder badet i lysende neon. Man kunne leve et helt liv herinde i spillet, slog det mig, byen var mægtig, en verden i sig selv, med dag og nat, biografer og tøjbutikker; nogle gange morede jeg mig med at køre fra den ene ende af byen til den anden, uden grund, det tog omkring en time; et par gange endte jeg langt ude i ørkenen i de øde, tilsandede trailerpark-områder, og jeg tænkte på hvad Nadja mon foretog sig lige nu på arbejde. Andre gange stjal jeg en motorcykel og kørte op i bjergene og så ud over byen, stillede mig og skød efter fugle eller tilfældige bilister med en shotgun. Det eneste der afbrød mit GTA-spil i de weekender, var når jeg gik ned og hentede pizza på Papas Pizza, en lille grillbar i naboblokken. Jeg blev hurtigt fortrolig med ejeren dernede og allerede efter nogle uger behøvede jeg ikke længere at sige andet end mit navn i telefonen, før han vidste hvad jeg skulle have. Jeg gik ned og hentede maden, købte en sixpack i kiosken, og fandt så op i lejligheden igen hvor jeg vendte tilbage til spillet.
    En aften på en af hovedgaderne i downtown L.A. stjal jeg en stor jeep og kørte ned på stranden. Jeg havde gennemført et par missioner med karakteren Frank, en gammel halvpsykopatisk eksmafioso; men ud fra hvad jeg kunne vurdere på dialogerne mellem ham og teenagedatteren, var han også i besiddelse af en vis portion sentimental følsomhed. For nylig havde jeg i egenskab af ham røvet en pengetransport og skudt en kvinde der skyldte en narkoboss penge. Nu fik jeg lyst til en kort pause fra missionerne og blot drive planløst rundt ... Hen over de sidste minutter var himlen over L.A. blevet rosafarvet, grafikerne vidste præcis hvordan drømmen om en westcoast-himmel så ud; rosafarvet og orange i de nederste lag hvor solen netop var gået ned, ovenover bleg, derpå dybere og dybere blå, og længst oppe var den sort og stjernebestrøet. Jeg skiftede radiokanal indtil jeg fandt noget passende sunsethouse og kørte afsted ned ad en af de centrale hovedgader i downtown. En overgang overvejede jeg at finde en stripklub, det var bestemt en mulighed, men forkastede så ideen igen, miljøet på disse klubber var stadig for stift og primitivt animeret, man kunne foretage sig meget lidt derinde; en lidt kluntet lapdance bag et forhæng, det var hvad stripklubben i GTA kunne tilbyde.
    Jeg gassede op og satte kurs mod stranden. Lysreguleringerne overholdt jeg selvfølgelig ikke, det ville være absurd, men inden for spillets præmisser kørte jeg anstændigt. Kun i et enkelt lyskryds påkørte jeg en person, det var en ung lyshåret fyr på vej over gaden sammen med sin kæreste; han fløj hen over køleren i en høj bue, kæresten smed tasken og løb skrigende væk.
    Nede på stranden var atmosfæren rolig og luftig. Det var nat nu og himlen var sort ude over havet, månen hang stor og lysende deroppe, området var næsten mennesketomt. Jeg standsede bilen, steg ud og begav mig hen ad strandpromenaden til fods. Væk fra bilens motorlarm og musik var her pludselig helt stille, det eneste jeg kunne høre var lyden af mine fodtrin. Jeg passerede forskellige butikker. Strandudstyr, cafeer, en vandscooter-udlejning ... Lidt længere fremme gik en ung fyr ned ad promenaden. Han var klædt i sorte bukser og hvid skjorte. Af en eller anden grund gav det mig hjertebanken.
    Jeg løb efter ham og kom hurtigt op på siden. Her satte jeg tempoet ned igen og gik lidt sammen med ham, han sendte mig et nervøst blik.
    Så satte fyren pludselig i løb.
    Han løb væk fra promenaden og ned på stranden. Jeg satte efter ham, kom ud på sandet som lå badet i skæret fra fuldmånen, den unge fyr havde retning ned mod brændingen hvor der sad en flok omkring et bål; flammerne glødede orange i mørket. Så ændrede fyren kurs igen og fortsatte hen langs stranden parallelt med promenaden.
    Jeg holdt mig stadig et stykke bag ham, løb i samme tempo, indtil vi til sidst nåede ind under en stor træbro. Her var helt mørkt. Bølgerne skvulpede roligt op på sandet og trak sig tilbage igen. Trafikken susede forbi på broen over os. Fyren råbte et eller andet desperat nu, GET THE FUCK AWAY FROM ME! eller noget i den stil. Jeg gav ham en knytnæve i hovedet. Fyren stod lidt og vaklede frem og tilbage. Så løb han hjælpeløst frem imod mig for at slå igen, forsøgte at ramme mig i hovedet, men jeg parerede og sparkede ham i maven, så han røg ned og sad på hug i sandet, og mens han sad der og vajede lidt desorienteret frem og tilbage, slog jeg ham igen og igen, fire, fem hårde knytnæveslag. Til sidst trak jeg pistolen og skød ham; blodet sprøjtede ud af baghovedet. Han knækkede sammen og faldt livløs om i vandkanten. Bølgerne skvulpede ind over den døde krop.
    Jeg så ned på mine hænder der holdt hårdt om joysticket.
    Hvad var det jeg havde gang i?
    Oppe i hjørnet af skærmen lyste det blåt og rødt nu, det var politiradaren der angav at jeg var eftersøgt, byens politibiler ledte efter mig nu. Jeg forlod strandområdet i hurtigt løb og kom op på promenaden igen, lidt længere henne holdt en stor Chrysler-lignende bil, jeg løb hen til den og brækkede døren op, satte mig ind og kørte afsted, hiphopmusikken dunkede på anlægget, tung bas og drill-hi-hat, jeg skred hvinende ind over et stort parkeringsområde og kom ud at køre på en dobbeltsporet highway med en lang række palmer ned gennem midten. Jeg kunne køre ud af byen mod ørkenen? Eller ind til downtown? Jeg valgte det sidste, satte bilen i fart og skød afsted, flere steder blæste jeg over for rødt med over 120 miles i timen. Et sted røg jeg ind over fortovet og mejede en hel lille menneskegruppe ned, måske var de på vej i byen, i hvert fald trak hjulene lange røde spor efter sig da jeg bakkede og fandt ind på vejen igen. Et andet sted fløj min bil ligesom med siden ind i en ældre kvinde på fortovet, bilen greb hende og tog hende med sig i luften, og hun blev mast i sammenstødet med en lygtepæl. Nu havde jeg en hel sværm af aggressive politibiler bag mig; alt blinkede rødt og blåt i bakspejlet, også LAPD’s helikopter kunne høres på nattehimlen over mig. Biljagten endte nede i et fabriksområde. Jeg fløj ind i en betonmur og bilen blev totalskadet; ude på gaden stod to betjente og beskød mig, spændingsmusikken dunkede, jeg kravlede ud af bilen og krøb i dække bag den åbne fordør, fandt en maskinpistol frem, lænede mig ud og skød dem begge to i hovedet. Derefter flygtede jeg sidelæns hen over boulevarden med maskinpistolen i bund, og videre ind i en gyde mellem fabriksbygningerne. Et sted hang der en trappestige som jeg sprang op og greb fat i, jeg kravlede op og kom ud på et fladt tag, hvorfra jeg skød yderligere femseks politimænd, de kom kravlende op ad trappen én efter én, det var ingen sag at neutralisere dem med en skudsalve i brystkassen, og sådan fortsatte jeg et minuts tid, indtil nogen i helikopteren over mig omsider slog mig ihjel, formentlig med en sniper-riffel.
   Spillene tilhørte Nadjas ekskæreste, som af en eller anden grund havde efterladt både dem og maskinen da han flyttede fra deres lejlighed i København. Der var blandt andet et par fodboldspil, men dem ignorerede jeg totalt. Til gengæld var der et andet spil jeg også brugte en del tid på, The Last of Us, som udspillede sig i en postapokalyptisk by, Boston var det vist, og her skulle man finde ud ad byen mens man nedlagde en række muterede menneskevæsener; men det var ikke så meget væsenerne som det var den ødelagte by der drog mig. Civilisationen var brudt sammen, og Bostons gader og bygninger var overgroet af ukrudt og planter. Man fik aldrig helt at vide hvilken katastrofe der lå bag sammenbruddet, men de muterede væsener antydede selvfølgelig at der var tale om en form for virus eller pandemi. Spillet var fuld af alle zombiegenrens velkendte elementer, det var alt sammen meget forudsigeligt, men grafikken var så sublim og virkelighedstro at det ikke spillede nogen rolle. Med billedet projiceret op på stuevæggen var min karakter lige så stor som mig selv, og mit sansesystem opfattede i lange passager spillet som virkeligheden. At løbe rundt i Bostons tilgroede gader ved nattetide, velvidende at der intet samfund fandtes, fyldte mig med stemninger som jeg ikke kunne placere i noget velkendt; det vækkede et ubehag, men samtidig også noget ekstatisk. For min hjerne forekom scenariet intuitivt velkendt. Der var noget bekendt ved den tilgroede by; når jeg løb rundt i den, kravlede ind i et forladt lejlighedskompleks eller sprang ned i en baggård fuld af højt græs og udbrændte biler, udløste det en svag ekstase i mig, en længsel efter noget det var både angstfuldt, men også ... velkendt ... Noget i mig ønskede at byerne ude i virkeligheden skulle gro til på samme måde, at naturen kaldte sine territorier tilbage, eller blandede det hele sammen til noget nyt, nye territorier, nye muligheder, nedbrudte byer midt på en græsfyldt slette ... bjergene ude i horisonten ... pludselig blev jeg høj ved tanken, jeg fik hjertebanken.
    Men så var det alligevel bare computerspil.
    Det var et spil for helvede.
    Jeg så ud ad vinduet, hvor et vindstød netop nu ruskede op i birketræerne nede på boligblokkenes parkeringsplads.

Den følgende weekend tog vi til fodboldkamp på Brøndby Stadion. Brøndby og FC København skulle spille mod hinanden, vi gik mod stadion en lille flok; en af Nadjas gamle veninder, Jannie, som havde foreslået turen, og to af Jannies bekendte som hverken jeg eller Nadja havde mødt før; den ene hed Danni, den anden præsenterede sig som Høyer. Danni var i Brøndbytrøje med Aggers navn på ryggen, Høyer var i hvid T-shirt og sort dynevest, og selvom det var gråvejr havde han et par små solbriller på. De to gik foran os og gestikulerede heftigt, så vidt jeg kunne vurdere talte de om deres tid i militæret. Jeg havde ikke befundet mig på et fodboldstadion siden engang i barndommen, så stemningen var en smule overvældende da vi trådte ind på området. Tusinder af udklædte mennesker ... politibiler i hobetal ... hele tribunen bag det ene mål, det de kaldte Faxe-tribunen, var fyldt til randen af et stort gul-blåt menneskehav. Nederst på tribunen, et par meter over fansene, hang en jernplatform, hvor tre kronragede fans fór frem og tilbage og gejlede masserne op. De lignede en blanding af aber og nynazister. To af mændene slog på kæmpemæssige trommer, mens den tredje stod og skreg noget ind i en megafon. Lidt à la den nye Mad Max-film, som Nadja og jeg for nylig havde set i Cinemaxx ... Nu istemte alle fansene:

BRILLEABER, BRILLEABER
HVORFOR KAN I IKKE SE
BRØNDBY ER DE STØRSTE
MEGET STØRRE END PSE!

– Nadja! råbte jeg gennem larmen. – Hvad betyder PSE?
    – Parken Sport og Entertainment. FCK.
    – Nå ja, selvfølgelig, klart klart ...
    Nu kom spillerne løbende ind på banen én efter én. Stadionspeakeren råbte fornavnet og derpå skreg hele stadion efternavnet. Til sidst kom midtbanespilleren Hany Mukhtar ind; han måtte være ekstraordinært populær, for nu gik fansene fuldkommen amok; trommespillerne buldrede løs på trommerne og råbemanden skreg noget uforståeligt ind i sin megafon, publikum gik i kollektiv ekstase. Et par minutter senere blev kampen fløjtet i gang. FCK lagde bedst ud, holdet bevægede sig rutineret og intelligent rundt på banen, tilsyneladende upåvirket af den massive pibekoncert fra publikum der opstod hver gang de havde bolden; spillerne holdt fornuftigt bolden tæt på græsset, og allerede efter et par minutter fik de tilkæmpet sig det første hjørnespark. Stadion holdt vejret... Bolden sejlede ind over målfeltet ... Ham der hed Zanka steg op og fik snittet bolden med hovedet. Men den fløj langt over mål. Jeg skævede ned til Danni og Høyer, som sad på rækken under os; Danni sad og tyllede en Faxe Kondi i sig, mens Høyer tilsyneladende slet ikke fulgte med i kampen, han var travlt optaget af noget der lignede et skydespil på sin telefon.
    Herefter gik kampen ind i en død fase, hvor spillet klumpede sig sammen inde midt på banen; jeg kunne ikke se hvad der foregik. Til gengæld var der noget andet der havde påkaldt sig min opmærksomhed. En gruppe dystre mænd oppe i hjørnet over Faxe-tribunen. Helt oppe under taget, dystre og mørkklædte. Af en eller anden grund skilte de sig ud. Mændene deroppe var klædt i hvad der lignede mørke North Face-jakker og stod med armene over kors. Der var ingen synlig aktivitet imellem dem. Under dem hang et stort banner: Den Gamle Garde.
    – Og hvad betyder “Den Gamle Garde” så? råbte jeg.
    – Det er de hardcore fans. Det er dem der vil op at slås. De klæder sig i civilt i stedet for fantøj, så politiet ikke kan kende dem.
    – Aha ...
    – Ja ... Der er en lidt hård stemning deroppe, ikke? råbte hun. Man kan fornemme det helt hernedefra ... De er en slags casuals. Ligesom de voldelige engelske hooligans fra firserne, dem der klædte sig i Burberry-tøj for ikke at blive genkendt af politiet.
    Inde på banen fik en blond FCK-spiller pludselig en friløber mod mål. Han modtog bolden perfekt i løb, driblede let forbi en tilbagestormende Brøndbyforsvarer og søgte så ind foran mål. Nu trykkede han af; bolden fløj tæt forbi stolpen. Der løb et sug af lettelse gennem publikum. Øjeblikket efter satte de tre kronragede dirigenter på platformen gang i en ny slagsang og hele abehavet skreg løs:

F-U-C-K-ÅÅÅ
F-U-C-K-ÅÅÅ
F-U-C-K-ÅÅÅ
F-U-C-K-ÅÅÅ

– Skal du have en øl med? råbte Nadja og pegede ned på Høyer og Danni der stod og så afventende op på os.
    – Ja tak! råbte jeg og gav tommel-op derned.
    Høyer gav tommel-op tilbage og sendte et skævt smil. Jeg så ud over stadion – 20.000 mennesker samlet – og jeg mærkede et sug indeni. Et mystisk sug. Tyve minutter senere ramte Mukhtar overliggeren med et hårdt skud.
    –UUUUUJJHHHH!!
    Et drøn af ærgrelse gik gennem publikum. Og kun et par minutter senere scorede FCK på hjørnespark. Der indfandt sig en fad stemning på Faxe-tribunen, men det varede ikke mere end et minut, så blev der tændt et par lyserøde romerlys, luften over banen blev tåget til og sangen begyndte igen. Og måske hjalp det; for kun et kvarter senere udlignede Brøndby og publikum gik amok i en kollektiv masseekstase, romerlysene skød op, alle skreg og trommerne buldrede. Efter nogle minutter gik ekstasen over i fællessang:

DET VAR I HOVEDSTADEN
DER MØDTE JEG ET FUCKERSVIN
HAN TIGGEDE PÅ GADEN
OG STANK SOM ET LATRIN

HAN SAD HVER DAG VED NØRREPORT
OG STANK AF BRÆK OG GAMMEL LORT
OG FIXEDE HEROIN
ET ÆGTE FC-SVIN

OG SVINET VILLE SNAKKE
FORTÆLLE OM SIT LORTELIV
DET GIK HAM NED AD BAKKE
FORDI HAN VAR NAIV

DE SMARTE FRA HANS STAMCAFÉ
DE ELSKEDE ALLE PSE
SAMT SPEED OG KOKAIN
EN BUNKE FC-SVIN
LÅ LÅ LÅÅÅÅ LÅLÅLÅ ...!



Opgaver til aktualitetsforløb: Theis Ørntofts Solar

Analytiske opgaver til kapitel 10 i Theis Ørntofts roman Solar:


  • Karakteriser hovedpersonen og jeg-fortælleren Theis. Inddrag hans kæreste Nadja i din karakteristik. Hvordan afspejler Theis tekstens samtid?
  • Lav en miljøkarakteristik. Hvilke miljøer bliver beskrevet? Karakterisér mindst fire.
  • Analyser forholdet mellem virkelighed og fiktion i lyset af din personkarakteristik og miljøkarakteristik.
  • I interviewet med Theis Ørntoft beskriver han sin skrivestil i Solar som en realistisk skrivestil. Find mindst tre eksempler. Giv derudover eksempler på, hvordan tonen/stemningen ændrer sig i uddraget og underbyg med sproglige iagttagelser fx syntaks, semantiske kategorier og/eller ordklasser.
  • I interviewet med Theis Ørntoft siger han følgende:
”Realisme og surrealisme. Det er disse yderpunkter, som al god litteratur har koordinater i. Litteratur synliggør verden for os. Jeg tror det er dens primære funktion. Vi mennesker er nogle mærkværdige væsener: Vi kan gå rundt ude i en skov og ikke bemærke et eneste træ, men hvis nogen udstiller et træ inde i en kunsthal, så står alle og kigger forundret op og siger: Wow, mand. Et træ! Hvor ser et træ egentlig vildt ud! På samme måde udstiller kunsten virkeligheden, den nedskalerer kompleksiteten til et sted, der gør verden begribelig for os. Verden er for stor til, at man kan fatte den, og litteratur er ligesom kort over landskaber. Bøger har meget den samme funktion, bare i en mental forstand; de er kort over de indre, sociale og eksistentielle landskaber.”

Redegør med jeres egne ord for Ørntofts synspunkter og diskutér dem.

  • Perspektivér romanuddraget fra Solar med forfatter Theis Ørntofts oplæsning af sit digt Jeg analyserer samfundene fra websiden Lyrikporten – 28 danske digtere: lyrikporten.gyldendal.dk.

Kreativ opgave:

Beskriv jeres egne computerspiluniverser. I kan lade jer inspirere af Theis Ørntofts beskrivelser i romanuddraget fra Solar, men I behøver ikke. Jeres beskrivelse skal fylde ca. en side.


Skriftlig opgave: Litteraturens rolle

Skriv et essay om litteraturens rolle. Dit essay skal tage udgangspunkt i Gita Pasternaks interview med forfatter Theis Ørntoft om hans roman Solar.

Du kan inddrage eksempler fra forskellige genrer.