Log ind
OPSLAGSVÆRKER
DanskLeksikon
Opslagsværk med danskfaglige begreber
PeriodeLeksikon
Opslagsværk over danske litterære perioder
AnalyseLeksikon
Opslagsværk over analytiske begreber og værktøjer
MetodeLeksikon
Opslagsværk over forskellige metodiske tilgange til tekster
Lyrikporten
28 portrætfilm instrueret af Jørgen Leth
Artline
Opslagsværk med kunst fra forskellige tidsperioder
Kunstportalen
Kunstportal med Louisianas kunstsamling
Notesbog
Din personlige notesbog til arbejdet på fagportalen

Læs teksten

En anden gren
Jesper Wung Sung, 2017 (9,5 ns)
Jesper Wung Sungs kinesiske oldefar, San Wung Sung, er i 1902 – 19 år gammel - kommet til Danmark sammen med en kinesisk trup for over sommeren at blive vist frem i Tivoli. San og den 19-årige danske Ingeborg bliver forelskede, og han beslutter sig for ikke at tage med sin gruppe tilbage til Kina. De to unge flytter sammen og bor på skiftende adresser under usle vilkår.

44

Ingeborg har set dem for sig. To fortvivlede skabninger – til tider rovdyragtige, andre gange som skyggegespenster – på hver sin bjergtop, der strækker hals og hyler længselsfuldt til hinanden. Sådan lyder det, når vinden slår om og fejer op gennem Lille Strandstræde, så det piber ind ad døren og det smalle vindue til kælderen. De har måttet forlade baghuset i Sankt Annæ Gade. Det skulle rives ned, var beskeden.
    Ingeborg stopper utæthederne med avispapir. Hver morgen og aften udskifter hun papiret, nu mørkt og tungt af væde som en ble af efterårets rusk og regn, men også af pis, når en fulderik på vej hjem fra Øresund, Hyttefadet, Cap Horn, West, Dania eller Neptuns Hal i Nyhavn forretter sin nødtørft ned i kælderskakten eller op ad vinduet; en af de mange sømænd, danske som udenlandske, der ligger med fragtskib på Langelinie, og som efter at have slukket tørsten driver gennem strædet for også at få slukket ilden i skridtet hos de offentlige kvinder i bordellet længere oppe ad gaden.
    Sådan går det også med den avis, som nogen har lagt frem i bageriet foran mælkeflaskerne. Jævnfør letlevende kvinder. Avisen skriver, at de piger, der har forelsket sig i en af Tivolikineserne, er »de hjemlige Idealer utro«. Disse kvinder er kun at regne for »Smaadamer« eller »Halvkvinder«.
    Ingeborg har spekuleret over, hvem der har anbragt avisen til skue opslået på netop den artikel, men har for længst opgivet at regne det ud. I bund og grund er hun ligeglad. For hun er sådan set enig. Hun har altid følt sig som en halvkvinde, på den måde passer pengene. Men hvad gør det så hende til, nu hvor hun har fundet sammen med en af disse kinesere? En kvartkvinde? En hel? Det vil Ingeborg overlade til andre at afgøre, hun kan gerne ende som brøk, uanset hvad, føler hun sig noget andet for første gang i sit liv. Stærk.
    I det mælkede lys fra gaslampen udenfor betragter hun de mørke krakeleringer og skjolder i loft og væg. Når hun har sovet, lugter hun uddunstningerne fra gård og gade mindre. Hun lader blikket vandre over deres beskedne bohave. Stangen med deres få beklædningsstykker i det ene hjørne, den smalle kakkelovn i det andet. Et bord med to vakkelvorne stole, nogen havde smidt ud, muligvis fordi de var for ormædte og fugtige til at kunne bruges som brænde. Kasserne med deres småting og Sans skriveredskaber anbragt på bordplade og stolesæder, da gulvet er så koldt og fugtigt, at alt bliver jordslået og muggent i løbet af et par dage. De tre stablede trækasser på skamlen med det emaljerede vaskefad øverst tager sig i halvmørket ud som en præst, der er dejset om på gulvet, overvældet af så megen synd og elendighed. Og alligevel, når Ingeborg kommer hjem fra bageriet, træder ind og skyder slåen for døren, breder der sig en varm fornemmelse i hende af at være hjemme. Af at høre til.
    Over hende ruller en hestetrukken vogn forbi, og hovenes møde med brostenene slår som sten, der bliver smidt mod det ugennemsigtige kældervindue, mens de jernbeslåede hjul er som et rungende tordenvejr. Hun mærker rystelserne i sine hænder, der holder om brysterne, ser den flygtige skygge, der kastes over hendes krydsede underarme, mens hun venter på det lyn, der ikke kommer.
    Ingeborg rejser sig fra sengestedet. Gulvet er klamt under fødderne, selv om hun har uldne sokker på. Ingeborg har et kinesisk navn. Ved siden af en sort bambus. Hun finder tegningen i kassen. Første gang hun så San. Hans tynde håndled, hans sælsomme, smukke hånd, og hans blik. Ingeborg finder en klods, men da hun forsøger at slå et søm igennem tegningen, drysser pudset ned på gulvet.
    Hvad skal jeg smådame gøre? spørger hun højt.
    Med fingerspidserne banker hun på væggen for at finde et mere passende sted; noget besvarer derindefra med en kradsen. Det vil hun ikke tænke på, så hun tænker på første gang, hun så den dér perleagtige, buede pegefingernegl. Ingeborg prøver nu med små forsigtige bank på sømhovedet. Tegningen hænger, men sømmet vil slippe væggen, første gang døren åbnes. Idet hun hamrer lidt hårdere på sømmet, mærker hun pudset give sig, smuldre som klumpet sand. Hun taler højt igen.
    Har du andre gode ideer?
    Så får halvkvinden én. I kassen under vaskefadet tager Ingeborg en hårnål, som hun bøjer ved at presse enderne mod kanten af skamlen, så det ser ud som en krabbeklo. Enderne trykker hun gennem tegningen, inden hun langsomt skruer først den ene klo, så den anden ind i væggen. Og så hænger Ingeborg og bambussen på væggen. Hun børster tilfreds hænderne af mod hinanden.
    Smådamen slår til!
    Imens hun har bakset med at få tegningen hængt op, har San ikke flyttet sig. Han står ved kældervinduet med ryggen til, med hænderne i de modsatte ærmegab. Hun stiller sig bag ham, lægger kinden mod hans skulder, næsen ind mod hårpisken. Han lugter anderledes end noget andet menneske. Når hun står sådan, river det ikke længere i næsen af ammoniak og råd. Hun hører ikke dyrene inde i væggen. Hun tænker ikke på, at København er til rotterne, og hun selv noget endnu værre.
    Når jeg åbner restaurant, siger San. Alt bliver godt.
    Hun ved, hvad det handler om. Familien Danielsen. Ingeborg har ingen kontakt til Theodor, Dorthea Christine eller sine såkaldte søskende. Det gør ingenting, men det går San på. Familien. Han forstår det ikke og har opregnet en række bud, der fører til forladelse og forsoning. Penge. Breve. Bodsgang. Gaver. San nævner Theodor. Hvordan han skal møde ham igen. Ingeborg håber ikke at møde nogen af dem. Den halvdel, der er hende, vil hellere være fri. Den vil bare være lige her. Ingeborg lader sin håndflade lave cirkelbevægelser på Sans bryst. Brystbenet og ribbenene er så tydelige.
    Vi to klarer os, svarer hun.
    De hører fodtrin, slæbende, og en sær, høj hikken. Manden stopper op, og Ingeborg forventer at høre den plaskende lyd af pis. Men der kommer bare et hik, så endnu et, og længe efter et tredje – efterfulgt af en mumlende serie af støn og eder. Så et langt øjebliks tavshed. Derefter begynder manden pludselig at nynne en sang. På Ingeborg virker melodien på samme tid bekendt og fremmedartet, som en slags slavisk folkemelodi. Det forunderlige er, at manden tilsyneladende står ubevægelig i flere minutter, mens han nynner melodien og stamper med fødderne, som er det alt sammen til ære for Ingeborg og San, der befinder sig på den anden side af det duggede kældervindue. Så hører stemmen op med et afsluttende grynt. Derefter fodslæberi på vej væk. For Ingeborg har det lydt som én lang velsignelse, og hun trækker opløftet San hen til sengestedet. De lægger sig ved siden af hinanden. Tegningen hænger, så Ingeborg kan se den derfra.
    Ingeborg, siger hun og rører ved San.
    Han bevæger sig ikke. Drejer hovedet bort fra hende og hoster én gang. Så tegner hans pegefinger en cirkel på huden om hendes knæskal.
    Du er det rene menneske, siger han.
    Sådan er han i ét og alt. Hun er usikker på, hvor meget og hvor lidt der ligger i hans ord. For mener han i virkeligheden den eneste? Eller ensomste? Eller er ordet vejet på en guldvægt, fordi han er så ligevægtig og velovervejet i alt, hvad han gør og siger? Hvilket får Ingeborg til at føle sig klodset og primitiv som en elefant. Men betyder det i så fald den mest renlige, eller én der er noget rigtigt hele vejen igennem? For det er ikke kun sproget, det er selve den måde, han tænker på. Så væsensforskellig. Halvkvinden møder helkineseren. Det lyder som nogle, der skal kæmpe på en scene til stor underholdning for andre. Ingeborg vender sig og vikler sin krop tættere om hans. Han tager fat om hendes håndled, løfter hendes arm væk og lægger hendes hånd mod sin pande.

45
Embedsmanden har et sløvt blik under et par opsvulmede øjenlåg, et kraftigt overskæg og et langt underansigt, der får det til at se ud, som om hans hoved er delt på tværs af denne bræmme af hår over munden. San ved ikke, hvilken halvdel af manden i det grå uldjakkesæt han skal forsøge at kommunikere med. Embedsmanden taler nærmest uden at åbne munden – drevent og alligevel hurtigt – som en bugtaler. San opfanger kun enkelte gloser, mens han betragter papirbunkerne, skriveunderlaget og fyldepennen på skrivebordet foran manden. Han er fyldt op af modvilje mod dette sted. Det er Ingeborg, der fører ordet.
    Men Sans familie har ejet et slagteri, siger hun. Han er vant til at levere til de fornemste restauranter i Canton og ved alt om hygiejne og behandling af kød.
    Embedsmanden trommer med fingerspidserne på sit bryst, som er der et orakel under vest og skjorte, han forsøger at ægge til svar. Men blikket under de opsvulmede øjenlåg afslører ham. Han spørger ikke nogen, han overvejer ikke noget, han trækker bare tiden. Enten fordi han nyder at holde dem hen eller simpelthen tænker på noget andet. Så sukker han.
    Der foreligger heller ingen kapital. Ikke en krone.
    Manden ser ikke én gang på San, af og til løfter han ligesom forbavset hagen og glor kort på Ingeborg, men ellers stirrer han frem for sig på et punkt på væggen et sted mellem skuldrene på San og Ingeborg. Han siger:
    Det kan ikke lade sig gøre ifølge reglementet. Der foreligger hverken næringsbrev eller statsborgerskab. Havde der kunnet fremvises blot det ene, ville det måske have været muligt at se anderledes på sagen.
    Men hvordan skulle San have et næringsbrev, når det kræver et statsborgerskab? spørger Ingeborg. Og hvordan skulle han kunne få et statsborgerskab, når vi ikke kan få at vide, hvad dét kræver, andet end at have arbejdet her i mange, mange år?
    San er for længst holdt op med at anstrenge sig for at høre efter. Han sidder bare ret op og ned på stolen med hænderne om knæskallerne og længes efter at komme ud. Fra vinduet kan han se over på en okkergul facade, hvor der mellem to høje smalsprossede vinduer vajer et dannebrogsflag. Bag ruderne et glimt af to mennesker i profil vendt mod hinanden, men uden at tale sammen, de sidder begge med bøjet hoved på det, der også må være en slags kontor.
    San og Ingeborg har været hos adskillige offentlige instanser i Købehavn og mødt et hav af krav og regler og har udfyldt papir efter papir i håb om at kunne opnå tilladelse til at åbne en restaurant. San får kvalme blot af at træde ind på et kontor. Skrivebordene, stakkene af papirer og arkivskabene minder ham om, hvordan han i månedsvis rendte myndighederne på dørene i Canton for at høre nyt om sin far og bror. Men netop derfor er det også så vigtigt at åbne denne restaurant. For at ære sin far og den familie, som han ikke er vendt hjem til, og som han stadig ikke nævner ved navn, men hver gang han forsøger at formulere denne drøm og ærbødige gestus, bliver han mødt af en mur. Selv Ingeborg afbryder ham. San forstår kun brokker af, hvad der bliver sagt rundt om ham, men i disse bygninger er det, som om han ikke fatter ét ord. Dog kan han på selve lyden af ordene forstå, at der er tale om et mønster med få variationer – de samme gentagne sproglige ringe. Han hører Ingeborg svare igen og igen – for på ny at blive mødt af de selvsamme spørgsmål og uopfyldelige krav, som kan myndighederne presse dem til at svede de ønskede papirer ud af deres porer eller i det mindste banke dem så møre, at de opgiver deres forehavende. På nogle kontorer får de end ikke lov til at sætte sig, men bliver gennet ud i løbet af ingen tid. Nu har også denne kontormand tilsyneladende mistet tålmodigheden, hans ansigt samler sig i hvert fald til et hele – ét irriteret, forvrænget udtryk.
    Jeg kan miste mit arbejde, siger han vredt. Vil du have, at jeg skal stå på gaden med min familie?
    Nej, svarer Ingeborg. Men det ville måske gøre en forskel.
    San tænker på noget andet. Han tænker på, at når han har været sammen med Ingeborg, ligger han ofte udstrakt på madrassen og fyldes af en længsel, der både er helt åbenbar, nærmest håndgribelig, og samtidig så stor og udfyldende. Han lytter til Ingeborgs regelmæssige åndedræt, tænder af og til en cigaret blot for at opdage, at selv hans hånd ryster af abstinenser. San trækker vejret gennem næsen, langsomt og dybt, og hver gang forgæves. For han er ved at gå til af længsel efter duften af jorden, græsset og luften, når han sad under træet ved åen og ventede på, at skildpadderne døsede hen på grenen, der ragede op over det sorte vandspejl. Han tænker på at gå hjemad over engen med sækken over skulderen, lyden af skildpaddernes kradsen og skjoldenes klingklang mod hinanden. Han tænker på sin mor og søskende, der venter derhjemme i hytten, og på deres mulige liv.
    Først da Ingeborg rører ved hans arm, forstår San, at de skal gå. Han rejser sig, men vender sig i døren og bliver stående. Embedsmanden ser op fra sine papirer, overrasket over, at San stadig befinder sig på hans kontor, og et øjeblik er det, som om San er ved at trænge om bag denne maske og forstå, hvem dette menneske i grunden er. Så er det igen bare en maske. Uigennemtrængelig som en af byens mange høje facader. De danske myndigheder gør det nemt for San at erkende sin afmagt. Han vender sig og følger efter Ingeborg.
    Men så snart de står ude på brostenene, bliver San alligevel grebet af et barnligt håb. De går, og han genkender flere af gaderne og den rute, de følger, ved, den leder ud til en bestemt plads. Han kan endda huske, at Ingeborg har kaldt pladsen for Ny Torv. Han ser en vogn med nedslået kaleche rumle af sted med to damer, der holder om et par vibrerende lyserøde parasoller. En dreng forsøger at holde balancen med en vippekærre læsset med roer. Tre mænd i sort med høje hatte går fordybet i samtale. En cyklist slingrer uden om en halv snes fyldte lærredssække. Det sker alt sammen på Ny Torv. I København. Hvor han selv bor. Og så kan San ikke lade være med at tænke, at han må have misforstået det hele. Der er en frihed gemt i ikke at kunne sproget. Den, som nu får ham til at spørge:
    Kan jeg åbne restaurant?

46

Ingeborg tror på fremtiden. Hun nærmest trækker af sted med San forbi Cafe à Porta, hvor tjenerne står under markiserne i jakke, vest og hvide forklæder, over Kongens Nytorv mellem spor- og hestevogne, forbi holdepladsen for Østerbro-vognene. Hun holder fast i ærmet på hans kåbe, men det er, som om San er ude af stand til at skynde sig. Hvis hele København stod i lys lue, ville han gå roligt gennem flammehavet af skrigende mennesker og sammenstyrtende huse med rank ryg og hænderne foldet i ærmerne foran brystet.
    København brænder ikke, men den ulmer af fremskridt og udvikling. Af at blive en bedre og større og mere moderne by! Ingeborg fører dem ned ad Ny Adelgade og kan ikke lade være med at smile stort, selv om de sikkert kommer for sent. San er stoppet op, fordi to mænd med svedskjolder på skjorteryggene bærer en grøn plyssofa ud ad en hoveddør, han nikker til mændene, der ikke ænser ham, men bakser med at få møblet op på et vognlad af strittende stoleben, kasser og bylter. Ingeborg smiler hele vejen ned ad Grønnegade, fordi San får hende til at lægge mærke til ting, hun ellers ikke ville registrere. Og fordi det hjælper hende til at lægge afstand til alt det andet. Hun tænker: Folk glor jo i virkeligheden efter fremtiden! Det er det nye århundrede. Nye muligheder. For Danmark. For København. For Ingeborg. De passerer under en café i mezzaninen, hvor nogen samtidig ler højt og hjerteligt, og Ingeborg kan ikke høre, om det er en ung kvinde eller ung mand, men latteren slår en streng an i hende – der bliver så meget at more sig over i fremtiden! Dette er den pludselige latters århundrede.
    Nye muligheder for at komme rundt, for eksempel ned ad Møntergade, Klareboderne. Sporvognene er i fuld gang med at blive elektrificeret. Automobilen er blevet en del af gadebilledet – man er for længst holdt op med at tabe både øjne og mund ved synet af et benzindrevet køretøj. Sådan er den, tænker Ingeborg og mærker hjertet banke, fremtiden. Den gør plads til alt. En elektrisk sporvogn. En automobil. En kineser.
    Alt er muligt, undtagen at få San til at bevæge sig hurtigt. Ingeborg sukker, og da de når frem til Rundetårn, er menneskemængden allerede stor, og en mand med stiv hat, sort fuldskæg og jakke med polstrede skuldre står på noget og taler. Mandens ord er et ekko af Ingeborgs tanker.
    Der blæser nye vinde gennem gamle Københavns gader, råber han. Alt bliver bedre! Også automobilerne! De krabber ikke længere hostende af sted som kreaturer med hovsyge. Automobilerne bliver nærmest fra dag til dag hurtigere, større og stærkere. Gør den sunde skepsis til skamme. Den dér vise om, at en hest ved man, hvad er … At en hest kan være nok så sendrægtig, men man kan stole på den … At, næ, min gode mand, en hest går aldrig i stå på vej op ad bakke …
    Spredt latter i mængden. Ingeborg smiler med. Da Ingeborg og San kommer tættere på, kan de se, at manden står på trinbrættet af en automobil, chaufføren sidder klar med hænderne om rattet, der går som et spyd skråt op gennem vognen. Han har kasket på hovedet, cigar i munden og kørehandsker på.
    Det er ejeren af den fynske motorfabrik Citus, grosserer Lippert, der har arrangeret kørslen, fordi tyskeren, som sidder i automobilen, har beklaget sig over dette lands iøjnefaldende mangel på bjerge, over manglen på passende udfordringer for hans nye motorforstærkede Benz-Gaggenau.
    Vi har ingen bjerge i Danmark, råber manden. Men det lader vi os ikke slå ud af. Så bygger vi bare ét! Som Christian den Fjerdes Rundetårn. Hvad er Alperne mod denne nærmest lodrette skrue af fortsat udfordring?
    Nogle ler, andre ryster på hovedet. Ingeborg lægger nakken tilbage og ser mod toppen af Rundetårn, og det synes nærmest at fortsætte, som borer det sig ind i himlens blågrå masse. Det forekommer hende pludselig ubegribeligt, at noget skulle kunne køre derop, medmindre en kraft som utallige tovværk trækker oppefra. Eller kan man, bare fordi man er en Straale fra den uendelige Sandhedskilde?
    Er vi klar? råber manden.
    Tyskeren nikker, trækker kasketten godt ned over hovedet, smider cigaren fra sig og tænder for automobilen, der straks brøler og ryster som et dyr i det øjeblik, det skal slagtes. Han tænder for frontlygten for at kunne oplyse tårnets spiralrampe. Så tuder tyskeren med hornet, og køretøjet sætter i gang med et ryk, der næsten løfter ham af sædet, men han dumper tilbage og læner sig ind over rattet med bøjede albuer. Automobilen forsvinder ind ad den svære træport til Rundetårn. Af sikkerhedsmæssige årsager må publikum ikke træde ind i tårnet under opstigningen, men nøjes med at stå med nakken tilbage og lytte. Man kan høre den vibrerende rumlen af motoren inde i tårnets sneglegang. Køretøjets lygte sender små reflekser over den halve snes vinduer i tårnfacaden på sin vej. Er den nået til tredje eller fjerde vindue?
    Det går op for Ingeborg, at hun knap nok trækker vejret. Hun mærker sveden i håndfladerne. Så flytter hun blikket og opdager, hvad det handler om. Ser, hvor mange af de forsamlede der slet ikke orienterer sig mod Rundetårn, men bare står og glor på San. Og på hende. Hun mærker varmen i kinderne og en svaghed i knæene, og alligevel lægger hun nakken tilbage og glor mod tårnets top, som har hun ikke bemærket blikkene, hviskeriet og fnisene. Hun er nu ikke længere i tvivl om, at manden nok skal nå uskadt både op og ned med sin automobil. Og endelig brydes stilheden af en drengestemme.
    De har nået toppen, råber han. De er helt oppe i toppen!
    De? tænker Ingeborg. Som om manden og automobilen er et par.
    Der lyder klapsalver, et par børn vifter med rød-hvide flag, og de fleste vender sig mod tårnets port, mens motorlyden langsomt stiger i styrke. San følger menneskemængden og træder et par skridt frem. Ingeborg flytter sig ikke. Der er nu så langt mellem hende og San, at ingen ville udlede, at de er sammen, og noget får Ingeborg til at blive stående. Hun er ramt af det, der er sket i bageriet. Det er ellers trangen til at tilhøre San i et og alt, der gør, at Ingeborg de sidste tre uger for første gang i sit liv har haft lyst til at betjene kunderne. Hun har nydt det, og mødet med kunderne synes at bidrage til at forkorte afstanden mellem hende og San.
    Det troede hun også gjaldt den kunde, der trådte ind ad døren samme morgen. Det var en udslidt kvinde, som Ingeborg straks fattede medfølelse for. Hvad har denne kvinde ikke måttet udstå gennem et langt liv af knoklearbejde og personlige kvaler? Ingeborg mærker et overskud og en lyst til at hjælpe. Hun spørger med et smil:
    Hvad skulle det være?
    Idet kvinden sænker hovedet uden at svare, strejfer det Ingeborg, at hun heller ingen penge har og blot står dér for at tage sig sammen til at bede om kredit. Det får Ingeborg til at læne sig imødekommende frem, og derfor kommer det helt bag på hende, da kunden ser væk fra hende og hvæser:
    Jeg vil ikke betjenes af en skøge. Så finder jeg en anden brødbutik.
    Henriette træder til for at ekspedere kvinden, der samtidig ser på Ingeborg med sit furede, rødsprængte, nedslidte ansigt og siger:
    Du er en hore, spreder benene for alt og alle helt omme på den anden side af jorden, og bagefter river du Dannebrog ned og bruger flaget til at tørre den uhumske sæd af din kusse.


Fokusspørgsmål:

1. Lav en kort redegørelse for romanuddraget.
2. Lav en miljøkarakteristik.
3. Hvilken type fortæller gøres der brug af i romanuddraget?
4. Analysér tekstens tone eller stemning med fokus på substantiver og adjektiver og kom med eksempler på forskellige brug af syntaks, og den virkning den/de giver.
5. Kom med et fortolkningsmæssig hypotese med udgangspunkt i Ingeborg og San.