Log ind
OPSLAGSVÆRKER
DanskLeksikon
Opslagsværk med danskfaglige begreber
PeriodeLeksikon
Opslagsværk over danske litterære perioder
AnalyseLeksikon
Opslagsværk over analytiske begreber og værktøjer
MetodeLeksikon
Opslagsværk over forskellige metodiske tilgange til tekster
Lyrikporten
28 portrætfilm instrueret af Jørgen Leth
Artline
Opslagsværk med kunst fra forskellige tidsperioder
Kunstportalen
Kunstportal med Louisianas kunstsamling
Notesbog
Din personlige notesbog til arbejdet på fagportalen

Oplysningstiden
(1720-1800)

Oplysningstiden

Oplyst enevælde

I oplysningstidens Danmark er styreformen stadig enevælde, men som mange andre steder i Europa får tidens nye, progressive tanker indflydelse på styret. Det gælder ikke mindst omkring 1770, hvor Christian 7.s tyske livlæge J.F. Struensee iværksætter en række reformer, der bl.a. er inspireret af de franske oplysningsfilosoffer. Tankerne bygger på værdier som sekularisering og menneskerettigheder, og der er generelt et fokus på folket, så man afstemmer forholdet imellem individ og samfund og indretter mere retfærdige samfund. Denne styreform kaldes oplyst enevælde.

Kongens livlæge Struensee blev dømt til døden dels for sit forhold til dronningen, dels for at have forgrebet sig på kongens enevoldsmagt. Foto: NF/Scanpix.

Europæiske idéer

Grundlaget for oplysningsfilosofferne er forestillingen om naturretten, som udvikles af englænderen John Locke (1632-1704). Den bygger på, at alle mennesker er født lige og har de samme naturlige rettigheder. Andre fremtrædende filosoffer er franskmændene François de Voltaire (1694-1778) og Jean-Jacques Rousseau (1712-1778). Disse tænkere skaber fundamentet for udviklingen af et sæt menneskerettigheder, der bl.a. omfatter ytringsfrihed, religionsfrihed og trykkefrihed. Sammen med Montesquieus forestilling om magtens tredeling får frihedstankerne langtrækkende politisk betydning for udviklingen af demokratiske samfund. Oplysningstidens tanker var i øvrigt præget af videnskab, rationalisme og oplysning. Det kommer tydeligst til udtryk i tidens absolutte storværk, den store franske encyklopædi (1751-1772), hvis formål var at samle al menneskelig viden.

Montesquieu står bag tredelingen af magten i en lovgivende, dømmende og udøvende instans. Hans tanker danner grundlag for de fleste staters forfatning. Foto: Gyldendal.

Udviklingen af den borgerlige offentlighed

De nye tankers succes er udtryk for, at et borgerskabet er i voldsom vækst og efterhånden ønsker at tilegne sig politisk indflydelse. Det betyder også, at forudsætningerne for udviklingen af en borgerlig offentlighed er til stede. Aviser, tidsskrifter, klubber og selskaber kommer til i løbet af 1700-tallet og giver borgerskabet mulighed for at diskutere væsentlige samfundsspørgsmål. Det viser det voksende borgerskabs idealer og ønske om at ytre sig. Mest kendt i Danmark er Det smagende selskab (stiftet 1759) og tidsskriftet Den patriotiske tilskuer (1761-1763). Den nye borgerlige offentlighed omfatter også etableringen af ”den litterære institution”, som består af forlag, trykkerier og boghandlere. Centrale figurer i tidens borgerlige kulturliv er Knud Lyne Rahbek (1760-1830), som er rationalist, litteraturhistoriker og samlingspunkt for mange af tidens kulturpersonligheder, og samfundskritikeren og forfatteren P.A. Heiberg (1758-1841), der ender med at blive landsforvist for sin systemkritik.

Akvarel af Drejers klub i København i slutningen af 1700-tallet. Møderne blev holdt i Jacob Drejers lejlighed i 1775, siden i andre lokaler. Ved bordenden til højre ses Knud Lyne Rahbek. Foto: Københavns Bymuseum/Gyldendal.

Oplysning og fornuft – den civiliserede borger

Oplysningstidens tanker bygger på et menneskesyn, der hæfter sig ved menneskets evne til at skabe civilisationer. Det kommer f.eks. til udtryk i englænderen Daniel Defoes (1660-1731) robinsonade Robinson Crusoe (1719), der lader hovedpersonen undertvinge naturen og skabe en ny civilisation, da han havner på en øde ø. Forudsætningen for dette fokus på mennesket er en ny deistisk gudsopfattelse. Ifølge deismen har Gud skabt verden, men derefter overladt det til menneskeheden at skabe orden og civilisatoriske forhold i den. En konsekvens heraf er, at fornuft, videnskab, empiri og oplysning kommer i fokus fremfor religion. Den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804) udtrykker det: ”Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed”.

Daniel Defoes Robinson Crusoe kommer til at lægge navn til robinsonade-genren. Robinsonaden finder altid sted på et øde sted (helst en ø), hvor hovedpersonerne opbygger en civilisation. Foto: Lebrecht/Scanpix.

1700-tallets fyrtårne

I dansk litteratur er Ludvig Holberg, H.A. Brorson, Ambrosius Stub, Charlotte Dorothea Biehl, Jens Baggesen og Johannes Ewald de mest fremtrædende personer. Mens Holberg er den alment dannede rationalist, er Brorson et eksempel på en ny religiøs vækkelse, pietismen. Mod slutningen af oplysningstiden er en ny følsom digtning på vej hos bl.a. Johannes Ewald. Den bryder med fornuft og rationalisme og peger frem mod romantikkens følsomme idealisme.

Illustration fra Holbergs 'Niels Klim'. Illustrationen viser Niels Klims møde med fyrsten i staten Potu, hvor indbyggerne er omvandrende træer. Foto: Gyldendal.

En sammensat periode

Denne sammensathed kommer også til udtryk i litteraturens skrivestil, for 1700-tallet rummer så forskelligartede litterære tendenser som klassicisme og rokoko. De mange tendenser har dog det til fælles, at de alle er eksempler på en borgerlig litteratur, der har fokus på individet og borgerskabets idealer. Så selv om der synes at være store forskelle mellem teatret i Lille Grønnegade, hvor Holberg fik opført sine komedier, de pietistiske vækkelsesmøder, hvor Brorsons salmer blev sunget, og Ewalds subjektive digterjeg, så har de det til fælles, at de alle er udtryk for borgerskabets nye rolle i samfundet.

Forside til Hans Adolph Brorsons 'Troens rare Klenodie', trykt 1739. Foto: Gyldendal
LITTERATURENS PERIODER –
2. UDGAVE

Af Knud Michelsen og Berit Riis Langdahl, 2005
OPLYSNINGSTIDEN
Struensee
Kongens livlæge Struensee blev dømt til døden dels for sit forhold til dronningen, dels for at have forgrebet sig på kongens enevoldsmagt. Foto: NF/Scanpix.