Log ind
OPSLAGSVÆRKER
DanskLeksikon
Opslagsværk med danskfaglige begreber
PeriodeLeksikon
Opslagsværk over danske litterære perioder
AnalyseLeksikon
Opslagsværk over analytiske begreber og værktøjer
MetodeLeksikon
Opslagsværk over forskellige metodiske tilgange til tekster
Lyrikporten
28 portrætfilm instrueret af Jørgen Leth
Artline
Opslagsværk med kunst fra forskellige tidsperioder
Kunstportalen
Kunstportal med Louisianas kunstsamling
Notesbog
Din personlige notesbog til arbejdet på fagportalen

Om perioden:
Hereticadigtning og eksistentialisme (1945-1955)


”At være eller ikke at være”. Livets mening er heller ikke entydig for kongesønnen Hamlet i Shakespeares tragedie Hamlet fra 1603, der her spilles af Jude Law. I mødet med døden kommer mennesket tættest muligt på sandheden om livet.
© Polfoto

Kulturkrisen efter krigen

Efter 2. Verdenskrig udbrød en dyb europæisk kulturkrise: Hvordan kunne det oplyste Europa med alle sine idealer for mennesket synke så dybt, at det nu var gået så galt? Mange undrede sig over, hvorfor én mand – Hitler – med sine planer ikke havde fået modstand, men i stedet forført store dele af en nation og så let formået at tage magten over det meste af Europa med sine umenneskelige idéer? Unge kunstnere og intellektuelle kritiserede forældregenerationen for ikke at have taget ansvar, men derimod ladet dyrkelsen af fremskridtet og det nye løbe løbsk på bekostning af respekten for mennesket. Selvom krigen var slut, var freden ikke i hus. Med atombomberne over Nagasaki og Hiroshima i Japan havde menneskeheden bevist, at vi nu i fremskridtets navn endda var blevet i stand til at udslette os selv.

At vælge mennesket

De unge vendte blikket indad og søgte svar i den moderne eksistentialisme hos den franske filosof Jean-Paul Sartre. Der findes ikke nogen på forhånd givet mening eller skæbne ifølge Sartre. Valget er måden at tage ansvar på – ikke kun for én selv, men for hele menneskeheden. Valget er den handling, hvor man viser sine positive værdier og giver mening til verden. Det onde må derfor være, når man lader stå til og lader andres vilje råde. Det er også et valg ikke at vælge. Sartre skriver i Eksistentialisme er en humanisme (1946):
„Når vi siger, at mennesket vælger sig selv, mener vi ganske vist, at hver af os vælger sig selv; men dermed vil vi også sige, at ethvert menneske – i og med det vælger – medinddrager alle mennesker (...). Idet jeg vælger mig selv, vælger jeg mennesket.“