Log ind
OPSLAGSVÆRKER
DanskLeksikon
Opslagsværk med danskfaglige begreber
PeriodeLeksikon
Opslagsværk over danske litterære perioder
AnalyseLeksikon
Opslagsværk over analytiske begreber og værktøjer
MetodeLeksikon
Opslagsværk over forskellige metodiske tilgange til tekster
Lyrikporten
28 portrætfilm instrueret af Jørgen Leth
Artline
Opslagsværk med kunst fra forskellige tidsperioder
Kunstportalen
Kunstportal med Louisianas kunstsamling
Notesbog
Din personlige notesbog til arbejdet på fagportalen

Om perioden:
Minimalisme og grotesker (1990-2000)


Murens fald fejres ved Brandenburger Tor i Berlin, 10. november 1989.
© Polfoto

Fra Murens fald til angrebet på Twin Towers

90’er-litteraturen strækker sig over et forlænget årti, der afgrænses af to skelsættende verdenspolitiske begivenheder. Den 9. november 1989 faldt først Berlinmuren, og otte dage senere udløstes Fløjlsrevolutionen i Prag. Begivenhederne afsluttede mere end fire årtiers kold krig mellem Øst og Vest, der havde skabt en verdensorden splittet mellem en sovjetisk og amerikansk dominans. Nu havde verden ikke længere en fast defineret bipolær orden, hvor man kunne sætte folk i bås ud fra, om de var kapitalister eller kommunister, gode eller onde. 12 år efter Murens fald fulgte hele verden på tv, hvordan World Trade Center i New York og forsvarsministeriet Pentagon blev angrebet af selvmordsterrorister. Verden havde nu igen fået en ny bipolær verdensorden med nye fjendebilleder.

Det europæiske projekt

1990’erne bar præg af de politiske magthaveres drømme om en fælles europæisk fred og identitet, men kampen for enhed var endnu ikke vundet. Som en konsekvens af Murens fald gik Jugoslavien i opløsning, og projektet om fredens Europa blev i årene 1992-95 afløst af Balkan-krigene. Folkemord som på Balkan var inden for Europas grænser ikke set siden Hitlers tid. Samtidig blomstrede visionerne for Den Europæiske Union, EU, der kunne samle Europa under en fælles traktat. Ved en folkeafstemning den 18. maj 1993 blev det afgjort, at Danmark med fire forbehold skulle underskrive EU’s Maastrichttraktat. Kritikerne anså EU for at lide under et ’demokratisk underskud’.

Globalisering, internet og Danmark i den vide verden

I løbet af 1990’erne begyndte internettet og de nye medier gradvist at spille en større rolle og forkortede virtuelt afstanden mellem den enkelte og den vide verden. Dette var tæt knyttet til globaliseringen, der blev en diagnose for sammenhængen mellem de frie markedskræfters internationale samhandel og de nye kulturmøder på tværs af verdensdele og kulturkredse. Mens Danmark lukkede verden ind, voksede samtidig en skepsis over for påvirkningerne fra ’det fremmede’, og en ny dyrkelse af det nationale fik vind i sejlene, da Dansk Folkeparti blev stiftet i 1995.

Flydende modernitet

Den tyske sociolog Zygmunt Baumann (f. 1925) betegner den vestlige verdens tilstand som ’flydende modernitet’. Det kan diskuteres, om enhver periode siden renæssancen har haft denne oplevelse af det nye i sin egen tid, eller om det er resultatet af en proces lige siden. I 1990’erne er det i al fald blevet mindre tydeligt hvem man er, og hvad der er mest fornuftigt for den enkelte. For individet kan ikke længere støtte sig til faste traditioner og ideologier som stativ for sin identitet. I stedet skaber individet hele tiden sin egen identitet. Der er for alvor blevet gjort op med forestillingen om, at mennesket skulle have en fast kerne eller identitet. På denne erkendelse udspiller 90’er-litteraturen sig.

Al betydning er begivenhed

Den franske filosof Gilles Deleuze (1925-1995) får fra 1990’erne stor indflydelse på dansk tænkning og kunst. Deleuze ser begivenheden som et kraftcenter og som et grundvilkår for fortællingen om, hvem vi er. En begivenhed kan være stor og af verdenspolitisk eller eksistentiel betydning som Murens fald og det at blive student, men også en lille situation i hverdagen, der gør en forskel for den enkelte. I en begivenhed foldes et individs erfaring af situationen ind i sanserne. Deleuze sammenligner jegets forståelse af begivenheder i verden med filmen, hvor helheden består af en montage af klippede bevægelsesbilleder. Al handling og betydning begynder med klip, dvs. begivenheder. Begivenhederne skal altså ikke forstås som i den klassiske fortælling, hvor der er et vendepunkt mellem begyndelse og slutning, men som begivenheder i en lang, uordnet serie. Det er op til den enkelte at redigere sit eget liv, at finde sin egen orden.

”90’er-generationen”

Med forfatterne, der har deres gennembrud i 1990’erne, begynder en bølge af litteratur, der reflekterer det senmoderne menneskes vilkår og varer ved som tendens op i det nye årtusinde. Kritiker og forfatter Lars Bukdahl (f. 1968) har i sin bog Generationsmaskinen (2004) inddelt perioden i to: 1990-1996 skrives den regelrette 90’er-litteratur, der gør op med 1980’erne. Fra omkring 1996 sker der en kaotisk degeneration. Blandt forfatterne er der en egentlig vægring mod at blive omtalt som en generation med et fælles program, uden det er sat i anførsels tegn, eller sagt af Naja Marie Aidt (f. 1963): „Jeg går min egen vej. Ligesom alle de andre“. Nogle temaer er eksistens, identitet, parforhold og forholdet til de nære relationer, mediernes rolle, magt, globalisering og civilisations kritik. Der kan ses tre store grupperinger af forfattere: litteratur- og forfatterskoleuddannede, journalister og dramatikere.

De små fortællinger

Postmodernismen blev af filosoffen Jean-François Lyotard betegnet som ’de store fortællingers død’; nu kunne der kun fortælles små fortællinger. Dette bliver af 90’er-litteraturen forstået som en helt bogstavelig opfordring til at rendyrke de små fortællinger både i indhold og format. Et gennemgående træk er, at katastrofen ikke er handlingens kulmination, men er indtruffet på forhånd og har tømt verden for én sand mening.
  • Lyrikken dyrkes som genre dels i minimalistiske digte på kanten til kortprosa som Katrine Marie Guldagers (f. 1966) Styrt (1995), dels i stramme, formbevidste digte som Kirsten Hammanns Mellem tænderne (1992) eller Niels Lyngsøs (f. 1968) konkretisme i Force Majeure (1999).
  • Punktromanen vinder frem som maxiroman i miniformat i Christina Hesselholdts (f. 1962) trilogi Køkkenet, gravkammeret og landskabet (1991), Det skjulte (1993) og Udsigten (1993) og senere i bl.a. den selvbiografiske Hovedstolen (1998).
  • Novelle og short story dyrkes bredt. Novellerne er typiske ved at mangle en skæbnesvanger begivenhed, determinationspunktet, der får afgørende virkning for personerne. De er ikke længere underlagt en fast orden, men er overladt til deres egen skæbne. Flere af teksterne fortælles snarere inden for den engelske short storytradition, hvor handlingen begynder in medias res og har åben slutning.
  • Genren kortprosa bliver symptom på den korte tendens og får vind i sejlene med Peter Adolphsen (f. 1972) i spidsen. Hans Små historier (1996/2000) koger store fortællinger ned til bouillionterninger, der minder om aforismer, fragmenter og i visse tilfælde korte noveller og short stories.
  • Episodisk dramatik bliver en måde, hvorpå dramatikere som Line Knutzon og Astrid Saalbach (f. 1955) kan vise manglen på logisk sammenhæng og et vendepunkts umulighed. Denne dramaturgi bygger på arven fra Bertolt Brechts (1898-1956) episke teater, der bryder det klassiske dramas krav om en lineært fremadskridende, logisk handling.

Postmoderne fremstillingsformer

Mange forfattere inden for alle genrer benytter sig af postmoderne fremstillingsformer: 
  • Intertekstualitet kan skabes ved ’genbrug’ af andre forfatteres motiver, personer, handlingssekvenser, citater, stil osv. Intertekstualitet sker gerne ved ironi (at sige et og mene det modsatte) eller pastiche (at mime en andens stil).
  • Ikkelineære kompositionsprincipper er bevidste måder at undgå en logisk handlingsopbygning som fx: 1) det additive kompositionsprincip, der bygger handlingsforløbet op gennem associationsspring, 2) montageformen, der sammensætter forskellige handlingselementer, som kan være opbygget af forskellige genrer og medier, 3) parallelkompositionen (’shortcuts’), hvor en tekst præsenterer de samme hændelser fra flere synsvinkler. Med den ikkelineære opbygning røntgenfotograferes det senmoderne menneskes flakkende tankegang og flydende identitet.

Den ny realisme

Mange af periodens forfattere dyrker med en ny formbevidsthed realismens måde at skrive med spændingselementer og debattere aktuelle problem stillinger. Jakob Ejersbo fører os fx tæt på Aalborgs narkoproblemer i Nordkraft (2003). Den ny realisme optræder i periodens litteratur på en skala fra minimalisme til grotesker. I sin novelledebut Radiator (1997) portrætterer Jan Sonnergaard (f. 1963) i en rå tone samtidens underklasse med hovedpersoner som indbrudstyve og evighedsstudenter. En anden er Naja Marie Aidt, der for alvor når bredt ud med novellesamlingen Bavian (2006). I forfatterskabet skildres ømme punkter i menneskets hverdag fra sexmisbrug og skilsmisse til vold mod børn. Begge forfattere leger med fantastiske fortællere – eksempelvis i Aidts novelle „Som englene flyver“ fra Vandmærket (1993) og i Jan Sonnergaards „Polterabend“ (1997). Med Dr. Dantes teateropsætning af dramaet Paradis (1997) vækker Nikolaj Cederholm (f. 1963) voldsom moralsk debat i samtiden, fordi han viser vold og sex på scenen, og dermed holder han et ekstremt – men netop realistisk – spejl op for samfundstendenser.

Minimalisme

En stærk tendens i perioden er som nævnt stilen minimalisme. En inspirationskilde er den amerikanske forfatter Ernest Hemingways (1899-1961) ’isbjergsteknik’, hvor idéen er, at handlingen kun viser 1/10 af historien, mens læseren må slutte sig til de sidste 9/10. Fra arkitekturen har minimalisterne idealet ’less is more’. Teksten renses for psykologiske forklaringer ved en reduktion af virkemidlerne, der overlader tomme pladser til læseren. Perioden har to minimalistiske varianter:
  • Abstrakt og symbolsk minimalisme: En variant dyrker filosofiske idéer ved at reducere tid, sted og handling bort og i stedet give plads til billedsprog og et fokus på episoden. Dette sker hos bl.a. Solvej Balle (f. 1962) i novellecyklusen Ifølge loven (1993).
  • Realistisk minimalisme: Et andet spor er inspireret af den amerikanske forfatter Raymond Carver (1938-1988). Her reduceres det symbolske lag, og virkeligheden gengives realistisk. Fortællerens position skrælles ned til den rene sceniske registrering af konkret virkelighed. Tekstens tomme pladser giver rum for læserens egen tolkning. To stærke minimalister er Helle Helle og Katrine Marie Guldager.

Grotesker

Grotesken er oprindelig en ornamentform kendt fra romersk arkitektur. Som udtryk får grotesken skæve træk ved en genkendelig virkelighed til at svulme op eller ændre proportioner til det abnorme og bizarre. Da postmodernismen har sluppet taget om den store fortælling og ikke længere muliggør sammenhængende metafysiske forklaringer, efterlader det ifølge filosoffen Lyotard en sprække for både form og indhold. I denne sprække kan den ukontrollerede mening få frit spil til at vokse ud af sine proportioner og give anledning til det groteske i den postmoderne litteratur. Det sker både på et formmæssigt og et tematisk niveau. Kirsten Hamman ironiserer i Vera Winkelvir over det groteske i, at menneskets identitet ikke er noget, uden at den performes: „Vera Winkelvir. Hun er her når hun taler. Hun er her ikke når hun ikke taler. Det betyder ikke at hun er død, det er lidt værre end døden. Det betyder at hun er uopfunden.“ Den groteske tendens ses også i Hammans digte Mellem tænderne (1992). Tidens kropsdyrkelse er i fokus for digtet „Jeg er så træt af min krop“, hvor det naturlige er blevet en fjende i kampen for det perfekte. I „Jeg civiliserer mig om morgenen“ viser humanismedyrkelsen sig i det hele taget som en konstruktion, vores civilisation har skabt, og som vi på grotesk vis minder os om foran spejlet hver morgen. Grotesken ses som formmæssig tendens i Merete Pryds Helles Vandpest (1993), hvor tilfældigheder skaber formen. I Bavian (2006) viser Naja Marie Aidt på indholdsniveauet, hvordan det dyriske og forråede i mennesket har taget over. Grotesken fører fortællingen om mennesket til enden.