Log ind
OPSLAGSVÆRKER
DanskLeksikon
Opslagsværk med danskfaglige begreber
PeriodeLeksikon
Opslagsværk over danske litterære perioder
AnalyseLeksikon
Opslagsværk over analytiske begreber og værktøjer
MetodeLeksikon
Opslagsværk over forskellige metodiske tilgange til tekster
Lyrikporten
28 portrætfilm instrueret af Jørgen Leth
Artline
Opslagsværk med kunst fra forskellige tidsperioder
Kunstportalen
Kunstportal med Louisianas kunstsamling
Notesbog
Din personlige notesbog til arbejdet på fagportalen

Om perioden:
Oplysningstiden (1720-1800)


Niels Klim tror at høre degnen i Fane kirke, da han vågner på den underjordiske planet ved en tyrs brølen (1 af 10 malerier med scener fra Ludvig Holbergs roman Niels Klims underjordiske rejse). Nicolai Abildgaard: Niels Klims underjordiske rejse (1785-1787).
© Statens Museum for Kunst

Oplysningstiden

„Den dag vil komme, hvor solen vil skinne på frie mennesker, som ikke har anden herre end deres egen fornuft.“
Nicolas de Condorcet, 1743-1794
Hvor renæssancen opdagede mennesket, er interessen for at frisætte mennesket som individ netop det, der i 1700-tallet samlede en lang række europæiske oplysningstænkere, dvs. filosoffer, forfattere, kunstnere og videnskabsfolk. Billedet på frihed var lys, klarhed og viden. Oplysningstiden byggede ikke på et fælles program, men en bred vifte af idéer, der sammen tog form som en proces frem mod tankerne om demokrati.

Periodens afgrænsning

Perioden tog tilløb sidst i 1600-tallet i reaktion mod religionskrigene, og begyndte i Danmark omkring 1720 og fik sin afslutning med den franske kejser Napoleons magtovertagelse i 1799. Som idé blev oplysningen for alvor et fælles europæisk projekt efter jordskælvet i Lissabon, der i 1755 lagde byen øde. Mange betvivlede, om Gud virkelig kunne være herre i en verden plaget af så megen ondskab og meningsløshed. Den franske filosof François de Voltaire (1694-1778) skrev romanen Candide (1759) om en adelsmand udstyret med god dømmekraft, og som rejser ud på en mission for at undersøge, om vi nu virkelig lever i den bedste af alle verdner. Han bliver skuffet.

Hvad er oplysning?

Oplysningen defineres nok med størst tydelighed af den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804) i en artikel, hvor han besvarer spørgsmålet Hvad er oplysning? (1784), som et tysk videnskabeligt selskab havde stillet: 
„Oplysning er menneskes udgang af dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er mangelen på evne til at bruge sin egen forstand uden en andens ledelse. Selvforskyldt er denne umyndighed, når årsagen til den ikke ligger i forstandens mangler, men i manglende beslutsomhed og mod til at bruge den uden en andens ledelse. Sapere aude! Hav mod til at bruge din forstand! er altså oplysningens valgsprog.“
Oplysning stiller individet en opgave. Sapere aude! betyder Vov at være klog! Som en af århundredets sene filosoffer får Immanuel Kant med sin idé om en ’kopernikansk vending af filosofien’ æren for at være selve kulminationen for oplysningstænkningen. Kant opfatter jeget radikalt som udgangspunkt for al tænkning. Filosofien får nu sit sidestykke til den videnskabelige revolution, hvor Nicolaus Kopernikus (1473-1543) i renæssancen havde opdaget, at Jorden drejer rundt om solen. Kant sammenfatter oplysningen i sit eget system med tre af filosofihistoriens hovedværker, Kritik af den rene fornuft (1781), Kritik af den praktiske fornuft (1788) og Kritik af dømmekraften (1790).