Log ind
OPSLAGSVÆRKER
DanskLeksikon
Opslagsværk med danskfaglige begreber
PeriodeLeksikon
Opslagsværk over danske litterære perioder
AnalyseLeksikon
Opslagsværk over analytiske begreber og værktøjer
MetodeLeksikon
Opslagsværk over forskellige metodiske tilgange til tekster
Lyrikporten
28 portrætfilm instrueret af Jørgen Leth
Artline
Opslagsværk med kunst fra forskellige tidsperioder
Kunstportalen
Kunstportal med Louisianas kunstsamling
Notesbog
Din personlige notesbog til arbejdet på fagportalen

Olga Ravn (f. 1986)


Jeg æder mig selv som lyng

Olga Ravn debuterede i 2012 med digtsamlingen Jeg æder mig selv som lyng. Digtene, med undertitlen Pigesind, er både en hyldest til og en tematisk gennemskrivning af Tove Ditlevsens debutdigte Pigesind (1939). Det handler, som i forlægget, om den unge kvindes oplevelse af seksuel og identitetsmæssig modning – denne gang flyttet ind i det nye årtusinde. Titlens ”lyng” skal forstås som den organiske struktur, som kvinden udforsker i sin krop, sind og skrift.

Kvindekroppen i mange belysninger

Igennem digtene kastes mange slags lys over kvindekroppen. Den subjektive krop bliver defineret og fastholdt udefra af skønhedsidealer, særligt som de kommer til udtryk gennem den medialiserede virkelighed og det medicinske sprog. Samtidig er der en kropslig vildskab i digtenes begær og sanselighed, der overskrider forsøgene på at holde kroppen fast og dermed tager pige- og kvindekroppen tilbage fra de ydre blikke. Digtenes sprog bryder ofte gængs grammatik i bestræbelsen på at komme så tæt som muligt på emnet.

Hjemløsheden som vilkår

Ensomhed er også det store tema i Olga Ravns første roman Celestine fra 2015. Det er en parallelhistorie mellem romanens ”jeg”, en ung kvindelig kostskolelærer, der langsomt lader sig selv og sit parforhold gå i opløsning, og spøgelset Celestine, der i 1600-tallet blev muret inde af sine forældre for at forelske sig i den forkerte. Hovedpersonens besættelse af spøgelset trækker hende ind i et rum mellem fortid og nutid, mellem virkeligt og uvirkeligt. Ud over kampen med sit eget kærlighedsliv bliver det nok så meget minderne om en barndom som skilsmissebarn, minderne om de sammenbragte familier, de nye hjem og de nye stedsøskende, der spøger.

I et interview formulerer Olga Ravn det selv på denne måde: ”Når man vokser op i en deleordning, er der vejen mellem det ene og det andet hjem, som bliver barndommens gade. Og man har ingen følgesvend med.”

Den gotiske roman

Celestine trækker på den gotiske roman i dens kredsen om det kvindelige begær, genfærd og dens utydelige grænser mellem virkelighed og fantasi.

Den gotiske roman opstod i 1700-tallet i England. Væsentlige temaer er menneskets frygt for det ukendte og ukontrollable med dobbeltgængere, spøgelser og vampyrer som væsentlige figurer.

Dødens rose

Olga Ravns digtsamling fra 2016 hedder Den hvide rose. Den består af 160 meget korte digte, der handler om kærlighed og forgængelighed. Digtene er nummererede og koncentrerede og en næsten systematisk beskrivelse af kærligheden og tabet af samme. Den omhandler de etiske og praktiske dilemmaer, som dét at leve med en syg partner forårsager. Rosen, der er et klassisk kærlighedssymbol og et almindeligt lyrisk motiv, står også centralt i denne samling digte om kærlighed, men den hvide farve signaler her sygdom, hospital og død. Ravns sprog fornyer således klichéer som rosen som billede på kærligheden.

Tove Ditlevsen fortsat

Olga Ravn har udvalgt tekster og skrevet forordet til bogen Tove Ditlevsen. Jeg ville være enke og ville være digter. Glemte tekster fra 2015. 

I forordet skriver hun bl.a. om, hvordan Ditlevsen forstod at bruge samtidens medier til skabe sig selv som figur. Hun beskriver Ditlevsen som hudløs over for offentligheden, men alligevel altid på afstand og ensom. 

Ravn har fortsat sit engagement med Ditlevsens forfatterskab og har i anledning af Ditlevsens 100 års fødselsdag stået for udgivelsen Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø (2017) med et efterord, der betoner de politiske dimensioner i Ditlevsens forfatterskab. Det er især moderskabet og det krævende arbejde i hjemmet, som Ravn fremhæver som oversete politiske styrker i Ditlevsens bøger.

Det kønspolitiske spor har Ravn fulgt ved at skrive forord til genudgivelsen af Vita Andersens Tryghedsnarkomaner og Hold kæft og vær smuk i 2013. Ravn aktualiserer hermed væsentlige feministiske forfatterskaber og bringer dem ind i samtidens diskussion om kvinders muligheder og rettigheder. 

Ombord i en mystisk fremtid nær os

Med De ansatte fra 2018 har Olga Ravn skrevet en atypisk science fiction roman. Bogen handler om livet ombord på ”Det Sekstusinde Skib” efter mødet med planeten ”Nyopdagelsen” og særligt om den mystik, der er omkring nogle genstande, man har fået med ombord fra planeten. Bogen er fortalt gennem 102 interviews eller ”Vidneudsagn” med ansatte ombord på skibet. Bogen er dermed en kollektivroman. I hvert af bogens mange udsagn henvender en af de ansatte sig til deres overordnede i ”organisationen” og forsøger at beskrive deres arbejdsgange og livet på skibet. 

På bogens bagside beskrives romanen som ”En arbejdspladsroman fra det 22. århundrede”, og De ansatte er også en nyfortolkning af genren arbejderlitteratur. Bogen beskriver overvågning og disciplinering af individet. Men ofte er udsagnene i lige så høj grad præget af mystik og undren. Særlig er dragningerne mellem de ansatte og de genstande og rum, de er sat til at holde opsyn med, og de ansattes tvivl om deres egen menneskelighed og fortid. 

De ansatte er en original fortolkning af science fiction-genren, der helt i overensstemmelse med genrekonventionerne fremskriver en sær og fjern fremtid, som samtidig føles uhyggeligt nær og relevant for de politiske problemer, nutidens samfund rummer. Med sine stærke konceptuelle greb og overraskende fortællinger udvider De ansatte grænserne for, hvad science fiction kan være som genre.


   

OM FORFATTEREN
FORORD TIL TRYGHEDSNARKOMANER & HOLD KÆFT OG VÆR SMUK
EFTERORD - DET JEG BURDE VÆRE OG DET JEG ER
LYRIKPORTEN