Log ind
OPSLAGSVÆRKER
DanskLeksikon
Opslagsværk med danskfaglige begreber
PeriodeLeksikon
Opslagsværk over danske litterære perioder
AnalyseLeksikon
Opslagsværk over analytiske begreber og værktøjer
MetodeLeksikon
Opslagsværk over forskellige metodiske tilgange til tekster
Lyrikporten
28 portrætfilm instrueret af Jørgen Leth
Artline
Opslagsværk med kunst fra forskellige tidsperioder
Kunstportalen
Kunstportal med Louisianas kunstsamling
Notesbog
Din personlige notesbog til arbejdet på fagportalen

Simon Fruelund (f. 1966)

 

Foto:

Minimalistisk realisme – med pokerfjæs

”Jeg holder ikke dommedag over mine personer” har Simon Fruelund sagt i et interview. Det er da også meget karakteristisk for hans skrivemåde – at der ikke er udtalte refleksioner og fortolkninger af personerne – han viser og fremstiller, som en Herman Bang gjorde det – og lader læseren selv konkludere. Men styret, selvfølgelig. Han kan lave et portræt på ganske få linjer, fortalt fra personernes perspektiv og alligevel får han sagt noget om dem, de ikke selv ved. Se minimalistisk realisme og kortprosa.

Allerede de første udgivelser, novellesamlingerne Mælk fra 1997 og Planer for sommeren fra 2002, viser Simon Fruelunds korte, underspillede form – en form han på forskellig vis fortsætter i sine romaner.

To Danmarksbilleder – fra forstæderne til provinsen

Borgerligt tusmørke (2006) og Pendlerne (2014) er begge plotløse, kollektive romaner, som ud fra små tekststykker beskriver mennesker i dagens Danmark – med otte års forskydning. I Borgerligt tusmørke er det beboerne i et villakvarter og et højhusbyggeri i en københavnsk forstad, i Pendlerne er det passagererne i et morgenregionaltog, der kører fra Kalundborg til Østerport. I Borgerligt tusmørke er et vigtigt tema de fremmede og kulturmødet mellem danskere og indvandrere, om fællesskab og manglende solidaritet, om angsten for det ukendte. I Pendlerne er stedet rykket til den sjællandske provins med retning mod København. Simon Fruelund ser ikke provinsmiljøet med nostalgiske briller, men snarere som et slags ”mellemsted”, hvor folk bare bor. De flytter sig ikke, har ikke rigtig nogen fremdrift. Måske havde de som nye udflyttere idealer om et bedre liv, men det blev ikke rigtig til noget.

Kortprosaen bliver til plotbårne romaner

I romanerne Verden og Varvara (2009) og Panamericana (2012) bruger Simon Fruelund de korte stykker til at opbygge længere narrative forløb, tableauer der tilsammen skaber plot.

Verden og Varvara handler om en forfatter, der skriver minimalistisk ligesom Simon Fruelund, er kæreste med en feministisk forfatter og skriver velanmeldte bøger, ingen interesserer sig for. Han får til opgave at skrive en biografi om livsstykket og high societykvinden Varvara og kommer derved ind i et overklassemiljø, som han – meget politisk ukorrekt – bliver totalt forført af og går fuldstændig på kompromis med alle sine samfundskritiske og æstetiske ideer - og begynder at smugle diamanter!

Så hvor Borgerligt tusmørke og Pendlerne er tværsnit af den danske middelklasse er Verden og Varvara et satirisk selvportræt af en kunstner og overklassens lyksaligheder.

Panamericana har Anja i centrum, en ung kvinde, halvt chilensk/halvt dansk, der gennemgår en dramatisk specialekrise, hvor hun hallucinerer og glemmer sit sprog. Romanen følger hende, hendes chilenske mor og danske far og giver derved et både satirisk, men også indsigtsfuldt portræt af at være delt mellem to kulturer og to sprog.