Log ind
OPSLAGSVÆRKER
DanskLeksikon
Opslagsværk med danskfaglige begreber
PeriodeLeksikon
Opslagsværk over danske litterære perioder
AnalyseLeksikon
Opslagsværk over analytiske begreber og værktøjer
MetodeLeksikon
Opslagsværk over forskellige metodiske tilgange til tekster
Lyrikporten
28 portrætfilm instrueret af Jørgen Leth
Artline
Opslagsværk med kunst fra forskellige tidsperioder
Kunstportalen
Kunstportal med Louisianas kunstsamling
Notesbog
Din personlige notesbog til arbejdet på fagportalen

Christina Hesselholdt (f. 1962)

Foto: Robin Skjoldborg, Gyldendals Billedbibliotek

At afkode betydning

Det er kendetegnende for Christina Hesselholdts værker, at læseren selv skal afkode betydninger ud af opsplittede handlingsforløb, for personerne beskrives ofte indirekte og uden indre blik, da der er tydelige træk af en minimalistisk skrivestil i forfatterskabet. Alligevel formår forfatteren at behandle store eksistentielle temaer som barndom, kærlighed og død. Hesselholdt udtaler selv i et interview om den sproglige knaphed i sine bøger: ”at tekstens temperatur er lav betyder ikke nødvendigvis, at det ikke koger i den.” Netop spænding og klaustrofobi præger nemlig paradoksalt nok de minimalistiske værker, for når de beskrivende, psykologiske forklaringer og indføringer udebliver, bliver de ord, der faktisk står på siden, sært betydningsfulde.

Punktromaner

Hesselholdts tidlige værker karakteriseres ofte som punktromaner. Det skyldes, at de er opdelt i korte afsnit, der ikke umiddelbart kan sættes sammen til en fremadskridende handling, og som læser får man kun dele af den at se, og man må selv forsøge at sammenstykke sekvenserne til et sammenhængende narrativt forløb. Det gælder værkerne i hendes Marlon-trilogi Køkkenet, gravkammeret & landskabet (1991), og Det skjulte (1993) og Udsigten (1997). Genren er typisk for perioden i 1990’erne, hvor flere andre forfattere som bl.a. Helle HellePeter Adolphsen og Simon Fruelund også eksperimenterer med litterære kortformer som kortprosa og punktromaner. 

Hovedstolen med undertitlen 50 fiktioner om en barndom (2009) fortsætter skriveformen fra 90’ernes begyndelse, men nu som en lettere tilgængelig erindringsroman.

Hesselholdts nyere værker

Også I Camillaserien, en fortællekreds i fire bind, savnes konkret lineær handling. Alligevel lykkes det forfatteren at udfolde hovedpersonens historie, og det ses i både Camilla – and the horse (2008) og Camilla og resten af selskabet (2010), Selskabet gør op (2012) og Agterudsejlet (2014), der er det fjerde og sidste værk i serien. De fire dele er blevet betegnet som stilsikre og smukke som små stykker klassisk musik, og det anderledes stiludtryk forstærkes af de manglende tegn.

I hendes nyeste roman Vivian (2016) er skrivestilen anderledes. Det er en biografisk roman, der sammenblander fiktion og virkelighed i skildringen af den amerikanske gadefotograf Vivian Maier, der fra 1950’erne og frem ernærede sig som barnepige i New York og Chicago, mens hun samtidig udfoldede sit kunstneriske talent ved at fotografere på gaden. Selvom værket er biografisk, så er det altså også fiktion. Da Hesselholdt ved et forfatterarrangement blev spurgt, om hun havde lært Vivian Maier bedre at kende ved at skrive om hende, svarede hun ”Det er svært at svare på – jeg har jo skabt hende!”  Værkets brug af fortællere er særligt bemærkelsesværdigt, og den mandlige nutidige hovedfortæller, der indleder værket med ”Fortælleren (det er mig der rasler… når jeg letter låget for at se om karaktererne er kommet i kog).” viser Hesselholdts bevidsthed om fortælleinstansernes rolle i afdækning af karakterer og handling.