Log ind
OPSLAGSVÆRKER
DanskLeksikon
Opslagsværk med danskfaglige begreber
PeriodeLeksikon
Opslagsværk over danske litterære perioder
AnalyseLeksikon
Opslagsværk over analytiske begreber og værktøjer
MetodeLeksikon
Opslagsværk over forskellige metodiske tilgange til tekster
Lyrikporten
28 portrætfilm instrueret af Jørgen Leth
Artline
Opslagsværk med kunst fra forskellige tidsperioder
Kunstportalen
Kunstportal med Louisianas kunstsamling
Notesbog
Din personlige notesbog til arbejdet på fagportalen

Kim Leine (f. 1961)

Foto: Sophie Kalckar, Gyldendals Billedbibliotek

Fra den personlige historie til den store, episke roman

Kulturskift er ikke fremmede for Kim Leine og hans forfatterskab. Efter en opvækst i Jehovas Vidner flyttede Leine som 17-årig til Danmark fra Norge, og efter en uddannelse som sygeplejerske arbejdede han 15 år i Grønland. Han debuterede med den autofiktive roman Kalak i 2007, og efter at have udgivet to mindre romaner Valdemarsdag i 2008 og Tunu i 2009 går han over i det helt store format med de to historiske romaner Profeterne fra Evighedsfjorden (2012) og Afgrunden (2015).

Frigørelse og identitetssøgen

Rousseau-citatet "Mennesket er født frit og overalt ligger det i lænker" (1762) gentages flere gange i Profeterne fra Evighedsfjorden. Hovedpersonen, den danske missionspræst Morten Falck, er optaget af, at sætningerne er forbundet med et og ikke et men, "Han gyser hver gang han læser det". Og frigørelse er netop et væsentlig tema i Kim Leines romaner, at finde sin egen vej, sin egen identitet. I Afgrunden er spørgsmålet, om der overhovedet findes en identitet. Afgrunden ligger hverken i krigen, døden eller freden, men i mennesket selv.

Kampen med dæmonerne

Kalak, debutromanen, er en voldsom roman om flugten fra barndommens snævre, stærkt religiøse bygdemiljø i Nordnorge til sin homoseksuelle far i København, hans opgør med denne far, der misbrugte ham seksuelt, flugten til Grønland som sygeplejerske, ægtemand og far, det tiltagende misbrug af sex, stoffer og alkohol, afsluttende med det totale sammenbrud. En roman om at komme overens med sig selv og de indre dæmoner. "Først ved at gøre mit liv til en fortælling, kunne jeg komme videre", har han senere udtalt. Otte år efter lyder dedikationen i Afgrunden (2015) "Til Bodil - der har gjort et par dæmoner hjemløse, så de er henvist til at flakke omkring i mine romaner."

Grønland som indre rum

Men Kalak er også en roman om Grønland som stedet, der både er frigørende og destruktivt. Fulgt op af romanerne Tunu (2009), som foregår i et lille isoleret udsted i Østgrønland, hvor alle har noget at kæmpe imod, ikke mindst sig selv og udviklingsromanen Profeterne fra Evighedsfjorden, hvor det grønlandske samfund skildres gennem danske missionærers øjne i 1780’erne, samt Rød mand/Sort mand i slutningen af 1720’erne.

Krigen drager

Hvad krigen gør ved mennesker, og hvad mennesker gør i krig er de centrale spørgsmål i Afgrunden (2015), allerede udtrykt i begyndelsen af romanen, hvor de to tvillingebrødre Ib og Kaj Gottlieb er på vej som frivillige i Den Finske Borgerkrig (1918): "Jeg tænker tit på, hvad den vil gøre ved os, krigen. Hvad jeg vil miste, hvad jeg vil få. Jeg aner det ikke. Men jeg ved, at jeg længes efter det." Selv siger Kim Leine i et interview "Jeg synes først og fremmest, at volden er interessant, og så den ekstreme situation, krigen sætter et menneske i. Alt det man kender og er fortrolig med, bliver ophævet. Det er interessant at se, om man stadig kan bevare sin menneskelighed i sådan en ekstrem situation, eller hvad man egentlig bliver forvandlet til."

Hudløst og råt

Allerede ved debuten leverer Leine en realistisk og hudløst ærlig beskrivelse af misbrugerens kvaler. En meget sanselig sprogtone, de fysiske beskrivelser uden omsvøb, et nærmest filmisk billedsprog og den præcise replik bliver kendetegnet for forfatterskabet. Leines foretrukne form er brugen af absolut præsens, der giver læseren en følelse af at være lige dér, hvor det sker.

Splittet mellem ånder

”Evigt findes kun det tabte” lyder en central sætning i Kim Leines Rød mand/Sort mand fra 2018, en selvstændig efterfølger til Profeterne i Evighedsfjorden. Sætningen er forbundet med et gennemgående far/søn tema i bogen, der kredser om at give videre til sine børn samtidig med, at man skal give slip på dem. I Rød mand/Sort mand trækker Kim Leine på lignelsen om Abraham, der får at vide af Gud, at han skal ofre sin søn Isak. Herigennem undersøges de ofre og tab, et menneske kan blive udsat for. 

Romanen følger missionæren Hans Egede, der rejser til Grønland med et skib i 1728 som en del af den danske kolonisering af Grønland. Hans Egede arbejder på at omvende de hedenske grønlændere til den kristne tro. Afgørende for romanen bliver da åndemaneren Aappaluttoq, Den Røde, opsøger Hans Egede for at redde sin alvorligt syge søn, Paapa. Uden hans accept adopterer Hans Egede sønnen og døber ham Frederik Christian. Romanens omdrejningspunkt bliver Hans Egedes og Aappaluttoqs kamp om sønnen.
 
Allerede i titlen med skråstregen mellem Rød mand/Sort mand ses både konflikten og forbindelsen mellem Hans Egede og Aappaluttoq. De er på én gang vidt forskellige og samtidig nært beslægtede. Igennem deres kamp om Frederik Christian viser Kim Leine brudfladerne mellem den kristne og shamanistiske religion. Samtidig bliver kampen om sønnen også symbol på kampen om den grønlandske sjæl.

Selvom Rød mand/Sort mand i høj grad kredser om Hans Egede og Aappaluttoqs konflikt, skifter bogen løbende mellem forskellige jegfortællere. Dette bevirker, at romanens mange karakterer kommer til orde med deres forskellige personlige sprog, her er særligt Hans Egedes Lutherinspirerede sprog bemærkelsesværdigt groft. 

I Rød mand/Sort mand bevæger Kim Leine sig ud over sin egne stringente realismekonvention fra de tidligere bøger. I denne bog nærmer han sig det fantastiske, særligt med den måde Aappaluttoq i sin egenskab af åndemaner fremtræder i andres bevidstheder og på steder langt fra sin egen krop. Kim Leine har givet bogens stil betegnelsen ”barok realisme”, som han mener er en kølig og hårdtslående fortolkning af ”magisk realisme”.