Log ind
OPSLAGSVÆRKER
DanskLeksikon
Opslagsværk med danskfaglige begreber
PeriodeLeksikon
Opslagsværk over danske litterære perioder
AnalyseLeksikon
Opslagsværk over analytiske begreber og værktøjer
MetodeLeksikon
Opslagsværk over forskellige metodiske tilgange til tekster
Lyrikporten
28 portrætfilm instrueret af Jørgen Leth
Artline
Opslagsværk med kunst fra forskellige tidsperioder
Kunstportalen
Kunstportal med Louisianas kunstsamling
Notesbog
Din personlige notesbog til arbejdet på fagportalen

Maja Lucas (f. 1978)


Foto: Bechs Forlag

Kvindeligheden og det nære

Maja Lucas er cand.mag. i litteraturvidenskab og uddannet på forfatterskolen. Hendes forfatterskab omfatter værkerne Jegfortællinger (noveller, 2007), Min far kan lide fugle (roman, 2008), Katrines hånd (roman, 2010) og Mor. En historie om blodet (roman, 2016). Lucas’ forfatterskabet er episk og beretter om det nære, om sygdom, relationer og familie. Allerede i debuten Jegfortællinger, Athene (2007) møder læseren en stærk kritik af moderne familiemønstre, hvor den lille familie står alene med store udfordringer.

Det blodige moderskab

I Maja Lucas seneste værk er særligt kvindelighed og moderskab i fokus. Romanen Mor. En historie om blodet (2016) fremstiller kvindeligheden som et biologisk åg, der fanger kvinden i  feminine aktiviteter som fødsel, amning og barnepleje og dermed hæmmer hendes frihed. Værket skildrer mor, far i deres første tre år som forældre for en datter. Romanen leverer en  stærk skildring af den nybagte moders frustration og vrede, der er rettet mod pigen og gør op med en klassisk idylliserende opfattelse af moderglæden. Den viser, hvordan moderskabet føder usikkerhed, identitetstab og tabubelagte følelser som ensomhed og afmagt. Mor. En historie om blodet forklarer, hvorfor kvinden langsomt nedbrydes, og værket udpensler, at de biologiske forskelle på kønnene er årsag til denne deroute. 

Blodet som symbol

Med blodet som gennemgående stærkt symbol, der både betegner de tyngende ”blodets bånd” og de feminine blodige væsker i forbindelse med frugtbarhed og fødsel markeres det, at moderrollen bliver skæbnesvanger og farlig for kvinden. Værkets titel har lighedstræk med Broby-Johansens ekspressionistiske digtsamling BLOD, der bl.a. viser råheden, vold og død i et prostitutionsmiljø som i digtet "Bordelpige dræber ufødt". Lucas trækker i sin roman på den belæste læsers litterære register, idet blodet også i Broby-Johansens digtsamling indvarsler kønslig gru, og hvordan den kvindelige prostitueredes liv er afmagt, fuldstændig som moderrollen hos hovedpersonen i Lucas roman. 

Hvorfor skriver mange nutidige forfattere om moderskabet?

Litteraturportalens litterære konsulent Gita Pasternak stiller spørgsmålet til Maja Lucas. Læs spørgsmålet og forfatterens svar nedenfor.

Mange nye danske bøger skildrer moderskabet. Katrine Grünfelds Stormskader (2014), Kamilla Hega Holsts På træk (2015), Kirsten Thorups Erindring om kærligheden (2016), Iben Mondrups Karensminde (2016) og din egen roman Mor. En historie om blodet (2016). Hvorfor handler så mange bøger om det nu?

"Moderskab er for mig at se et ’universelt’ interessant emne, ligesom for eksempel kærlighed eller krig. Det rummer muligheden for både en enorm kærlighed og en voldsom destruktion. Helt konkret var døden i barselssengen tidligere en reel risiko ved moderskabet, og selvom det sjældent går så galt nu til dags (i vores del af verden, vel at mærke), kan der være mange andre vanskeligheder i moderskabet, fysisk såvel som psykisk. At blive mor rummer en undergangsrisiko og samtidig et potentiale for den dybeste kærlighed. Derfor synes jeg ikke, det er mærkeligt, at der findes mange fortællinger om moderskab.

Et kunstnerisk interessant element ved moderskabet er, at dets hårde sider er tabuiserede, fordi moderkærlighed (og forældrekærlighed) er forudsætningen for vores selvfølelse. Vi er dobbeltvæsner, tror jeg, splittede mellem barnets behov for ubetinget kærlighed og den voksnes realistiske blik på forældrerollen. Med fornuften kan vi godt indse, at det er udmattende at gå rundt med et skrigende barn på armen hele natten, men emotionelt ønsker vi ikke at se os selv som belastninger for vores forældre. Og den splittelse – som man også kunne kalde en splittelse mellem barnets behov og den voksnes behov – tror jeg er en grundlæggende konflikt i mennesket.

Når det så er sagt, tror jeg, at der er nogle tidsspecifikke og kulturspecifikke grunde til, at moderskabet og især moderskabets vanskeligheder skildres hyppigt i disse år. 

For det første befinder vores kultur sig stadig sig i en overgangsfase fra de traditionelle kønsroller til en større grad af ligestilling, hvorfor mange kvinder – og mænd – oplever vanskeligheder i forældrerollen. Splittelsen mellem at være på arbejdsmarkedet og at være mor er der stadig, selvom den formentlig er mindre end før. Splittelsen mellem at være noget ’i sig selv’ og at være noget for børnene er der stadig i de fleste mødre. (Og måske kommer den i stigende grad for fædrene, i takt med at de får mere med børnene at gøre.) Splittelsen mellem magt og omsorg er mere sejlivet, end man måske skulle tro.

For det andet tror jeg, at også vores litterære kultur befinder sig en frigørelsesfase fra patriarkatet. ’Man’ må stadig kæmpe for, at kvindelige erfaringer kommer til orde. Feminismen i 1960’erne og 1970’erne var en stor og nødvendig kamp for at inkludere de erfaringer i litteraturen, og kampen er ikke slut. Vi har stadig brug for et mindre stereotypt blik på moderskabet. Nutidens kvinder har brug for fortællinger, der nuancerer tidligere tiders altopofrende moderskikkelser som for eksempel i H.C. Andersens Historien om en Moder. I et patriarkalsk samfund var det nærliggende at fortrænge de destruktive sider af moderskabet og idyllisere de positive: Da det primært var kvinder der tog sig af børnene, og primært mænd der skrev litteratur, og da vi tilmed har en generel psykologisk tendens til at tabuisere moderskabets vanskelige aspekter, ja, så er det ikke mærkeligt, at det tidligere var småt med nuancerede moderskildringer.

For det tredje tror jeg, at vanskelighederne ved moderskabet også handler om samfundets tiltagende individualisme. At få et barn er en radikal overskridelse, både fysisk og psykisk, af den individualisme, vores samfund ellers har som sin kerne. I forlængelse af dette tror jeg, at mange nutidige mødre er mere alene med opgaven, end ’man’ har været tidligere. Fædrene er ganske vist kommet mere på banen, men det kan ikke opveje, at mange i mødrenes omgangskreds og familie har travlt med deres eget, og at fællesskaberne er mindre bindende end før. Individualismen spiller problematisk ind både på forholdet mellem moren og barnet og på forholdet mellem moren og omverdenen. Det gælder i øvrigt også for faren, tror jeg, men moren er som regel under større pres, om ikke andet på grund af fødslen og amningen.

Hermed ikke sagt, at moderskabet ikke tidligere kunne være forfærdelig ensomt og hårdt. Og hermed heller ikke sagt, at moderskab nødvendigvis er en dans på roser i andre kulturer. Men jeg tror, at de mange historier om ulykkelige, udfordrede og vrede mødre ikke skal ses som individuelle lidelseshistorier, men som samfundssymptomer – som symptomer på opgøret med det idealiserede moderbillede, og som symptomer på individualismens og frigørelsens vanskeligheder."