Log ind
OPSLAGSVÆRKER
DanskLeksikon
Opslagsværk med danskfaglige begreber
PeriodeLeksikon
Opslagsværk over danske litterære perioder
AnalyseLeksikon
Opslagsværk over analytiske begreber og værktøjer
MetodeLeksikon
Opslagsværk over forskellige metodiske tilgange til tekster
Lyrikporten
28 portrætfilm instrueret af Jørgen Leth
Artline
Opslagsværk med kunst fra forskellige tidsperioder
Kunstportalen
Kunstportal med Louisianas kunstsamling
Notesbog
Din personlige notesbog til arbejdet på fagportalen

Læs teksten

Interview med Thomas Boberg om Africana (udkommet 6. marts 2019)
v/Litterær konsulent Gita Pasternak - 5. februar, 2019 (7,1 ns.)
1. Dine tidligere rejsebøger Sølvtråden (1996), Americas (1999), Invitation til en rejse (2003) og I den næste by (2012) har undertitlen ”Rejseminder”, mens undertitlen på Africana er ”Rejseroman”. Hvad er forskellen?

Africana
er selvfølgelig del af det samme, kan jeg nu se, livsprojekt, som er bøgerne, der er skrevet i rejsens bevægelse. Jeg havde behov for at søge nye steder hen, både geografisk og genremæssigt. Africana er fortløbende på en anden måde, der er en kronologisk historie, der løber gennem hele bogen. Et selvbiografisk spor, som involverer et kærlighedsmøde. Jeg har valgt genren ”rejseroman”, fordi den signalerer det nye, fordi den genre bedre kan rumme denne nye bevægelse, som er Africana.


2. Hvad betyder det, at du også skifter kontinent – fra Amerika til Afrika? Men i virkeligheden også en tilbagevenden til Afrika - fra din første Afrikarejse, der gik til Sudan (1984) til nu Etiopien og Gambia - og med mere end 30 bøger udgivet mellem de to Afrikarejser.

Det betyder alt, det er ikke kun et geografisk skifte, men et grundlæggende eksistentielt skifte. Det betyder en ”ny chance” i kærligheden og i livet, i rejsen og i skriften, og det er, som du selv nævner, også en ny begyndelse, der rækker tilbage til mine digtes begyndelse, der fandt sted i Sudan. Min første digtsamling Hvæsende på mit øjekast, 1984, blev til på min første Afrikarejse i Sudan, og når jeg ser tilbage på den bog, kan jeg se, at alle de ting og temaer, jeg siden kom til at beskæftige mig med, findes indlejret der, som kim eller spæde begyndelser. Med Africana bygger jeg en bro, der fører over det store (man kan også gå tilbage) tidsspand og til det nye øjeblik og ind i fremtiden. Det lyder jo vældigt og storladent, men det er ikke desto mindre sådan, jeg ser det. Det er som om, da jeg først kom i gang med at skrive, at det gav sig selv. Jeg samlede op og fortsatte, og i visse momenter fornemmede jeg, at skrift og rejse faldt sammen. Jeg måtte tage af sted igen for at indhente skriften. Som jeg skriver et sted, så er hvert ord sparket ud af vejens sten og grus.


3. I er to rejsende. Hvad har det betydet for dig at arbejde med to stemmer – din og Rebeccas – for form og skrivemåde?

Det grundlæggende nye for mig er netop denne ”anden stemme”, som ikke er min, men Rebeccas, min kæreste. De tidligere bøger var jo monologiske, her er der en anden stemme, der perspektiverer hele forløbet og spænder rummet ud. Det er mere, end jeg kunne have drømt om, den kvindelige stemme, der korrigerer og udvider, komplementerer og modsiger. Det har jo ikke været nødvendigt at digte denne stemme, jeg har blot skullet lytte og skrive ned så nøjagtigt som muligt. I det hele taget handler denne bog i ekstrem grad om at se og lytte. Det, tror jeg, er rejsemetodens essens, se og lytte, være opmærksom, til stede, på pletten.


4. Tidligt i bogen skriver du om din og Rebeccas arbejdsfordeling: ”Hun er god til at finde steder, jeg er god til at komme på afveje. Hun opsøger mødet, samtalen undervejs. Jeg skriver mine notater” – kan du uddybe?

Det siger noget om vores roller, måske kan man sige, at hendes rolle er den ”maskuline” og min ”den feminine”, som traditionelt er den ”følende”, ”den drømmende”, som pludselig kan forsvinde ud i det fjerne. Rebecca-karakteren er styrende og strukturerende, hun er også den, som er forankret på kontinentet på en anden måde end jeget. Det er komplekst, ethvert kærlighedsforhold er komplekst og særegent. De traditionelle roller er langt mere flydende. Her er det jo også et udtryk for de individuelle mønstre, karakter og temperament, det handler om, hvem vi hver især er, når det kommer til stykket, ikke kun alene, men når vi er sammen.


5. Hvilken betydning har det haft for rejsen – at I er så forskellige – både mht. temperament, alder og køn: hvid, midaldrende mand vs. brun, yngre kvinde?

Og betydningen af, at to andre rejsefæller, forfatterkolleger, kom med for en kort periode – først Madame Nielsen og siden Theis Ørntoft?

Africana
handler også om at møde andre mennesker. Det bliver meget tydeligt, når man bevæger sig ud af komfortzonen. Reaktionsmønstre og følelser stikker ud, skærpes indtil det karikerede. Når man rejser på den mere rå måde sammen med en fælle, bliver visse ting ekstremt tydelige.

     Jo, jeget er hvid, midaldrende heteroseksuel, ifølge tidens identitetspolitiske konsensus ganske uegnet til at skrive fra Afrika (ikke et synspunkt, jeg nødvendigvis deler), det brune og sorte kontinent. Derfor er det jo en stor gave, at Rebecca-karakteren findes her, at hun har rum og frihed til at fortælle sin historie som brun, og hvad det nu end har af konsekvenser for hende i denne verden. Aldersforskellen er i begyndelsen et socialt anliggende, det handler også om, hvad samfundet, det vi kender, egentlig forventer og mener om den sag. Det er sådan, vi er vokset op. At det måske er ubalance, ulige, at det er unormalt, ikke sundt, men i denne virkelighedens verden, som Africana skriver sig ind i, faktisk slet ikke betyder noget, hvis kærligheden er der.
     Nu antager du uden videre, at Madame og Theis i virkelighedens verden er henholdsvis Nielsen og Ørntoft, men det står der jo rent faktisk ikke noget om. Selvfølgelig, for den som kender til den sammenhæng, er det sandt, at de to rejsefæller i bogen er skrevet ud fra de to danske forfattere, som var med undervejs i det, vi kalder virkeligheden. Hvordan agerer vi sammen i den bevægelse, hvor forskellige er vi ikke, når det kommer til stykket, hvad er det for nogle dynamikker og modsætninger, samtaler og sætninger, disse møder skaber? Det er eksperimentet og muligheden. Hvordan møder rejsefællerne hinanden, det nye, det andet, de andre?


6. Hvad vil det sige at være rejsende? I et større perspektiv og for dig personligt?

At være rejsende er i mit tilfælde en tilstand, et vilkår, jeg har befundet mig i, siden jeg kunne tænke selvstændigt. Det begyndte for mig allerede som 16-årig, hvor jeg var på et tre ugers sprogophold i Inverness, Skotland. Dengang lærte jeg noget om hjemve (at længes hjem uden at vide, hvad ”hjem” egentlig var), om at blive kastet ud i en helt anden verden, hvor mennesker, sprog og omgivelser var nogle andre, end dem jeg kendte. At være rejsende i livet, er jo en slags metafor, men for mig smelter metaforen og realiteten sammen. Som nævnt, det er et vilkår for mig. Men der er jo så umådelig mange måder at være rejsende på, og det er også det, som Africana udforsker.


7. Helt centralt står de konkrete og voldsomme migrant- og backway-historier, du og Rebecca oplever på nært hold – med hvilken konsekvens for jer – og for romanen?

Jeg antager, at romanen begynder som en mere traditionel og klassisk rejse. Ud i den store fremmede verden. Men i Gambia lander skriften for alvor i Afrika. Det mere traditionelle rejsemotiv bliver fuldstændigt splintret, vendt på hovedet, ja ødelagt i udvidelsen af samme. Hvor spændende er det egentlig at rejse, når nu man hører migranternes fortællinger? Hvad er rejsens bevægelse egentlig set i det perspektiv? Det er her, vi bevæger os ind i nutidens frygtelige dilemmaer og kriser. Det er her, racismen bliver så tydelig. Hvornår er man i vestlig forstand borger med papirerne i orden, et menneske, hvornår er man en paria, illegal, et umenneske, ja et dyr? I praksis er der forskel på rejsende, der er forskel på mennesker. I nyere politisk filosofi arbejder man endda med et begreb som ”zoopolitics”. I Libyen fx spærrer man de såkaldte ”irregular migrants” inde eller ”illegal migrants” (som er den betegnelse, der jo gør det muligt at opfatte dem som kriminelle og spærre dem inde) i nedlagte zoologiske haver.


8. Du ser på de gamle europæiske heltehistorier om opdagelsesrejsende som Henry Morton Stanley (1841-1904) med et postkolonialt blik – med hvilken hensigt?

Vi kan slet ikke gøre os noget håb om at forstå vores moderne globaliserede verden uden at dykke ned i kolonihistorien. Det afrikanske kontinent i dag med dets mangfoldige nationer og befolkninger er en konsekvens af koloniseringen af kontinentet. Et europæisk land dengang med respekt for sig selv deltog nødvendigvis i koloniseringen, den var ikke kun et udtryk for magt, rigdom og grådighed, men også for fremskridt og humanisme, mente man. ”The scramble for Africa” eller slagsmålet om Afrika endte ifølge visse historikere som fx Thomas Pakenham i 1912, altså to år før 1. Verdenskrigs udbrud. Den krig var i en vis forstand allerede i gang på det afrikanske kontinent. Koloniseringen begyndte jo med de opdagelsesrejsende. Desuden forsøger bogen også at reflektere over den rejsende. Hvad var en rejsende? Hvad er en rejsende?


9. Under det hele ligger også et eksistentielt midtvejskrise-spor - historier om svigt og bedrag, far-søn-relationer og familiemønstre, der gentager sig. Er det et vilkår, som man må affinde sig med?

På et tidspunkt er det vel både nødvendigt og gavnligt at affinde sig med det vilkår. I jeg-fortællerens tilfælde er løbet jo kørt, faderen er død, moderen er død. Der er egentlig kun eftertanken tilbage. I Rebeccas tilfælde er der heller ikke andet at stille op end at fortælle sin historie. Læren er vel, at man må se på historien for at forstå sig selv og komme videre. Det gælder både i det små og i det store.


10. Der er så meget i spil i Africana - den åbner sig mere og mere for hver læsning. Rejseroman – ja, men i den gemmer sig jo så også en politisk roman, en migrationsroman, en postkolonial roman, en eksistentiel kriseroman, en kærlighedsroman. Og hver af genrebetegnelserne begrænser den – dette vilde og generøse værk. Hvordan ser du selv romanen? Vil du uddybe, tilføje?

Jeg var sandt at sige længe i tvivl om genrebetegnelse, jeg vidste, det ikke var ”rejseminder”, jeg skrev, men noget andet, noget nyt. Det er jo et selvbiografisk værk, ja vel autofiktivt, ligesom de andre rejsemindebøger, jeg har skrevet, men her er der tale om en mere fortløbende fortælling, det kronologiske er ikke til at tage fejl af. Den røde tidstråd gør, at jeg har kunnet foretage digressioner, fortabe mig på sidevejene i teksten uden helt at miste balancen. Jeg kunne heller ikke se den som en traditionel roman i den udstrækning, at den traditionelle roman stadig findes, men det gør den jo, der skrives vitterlig mange romaner her i Danmark, som i formen (ikke nødvendigvis i indhold) ligeså godt kunne være skrevet for 50 eller 100 år siden, jeg tænker fx på de talrige slægtsromaner, der bliver skrevet, som for tiden er så populære. Men at præsentere bogen som genreløs synes jeg også ville være fattigt. Jeg skrev i sin tid en roman, en fordækt selvbiografisk fortælling, Flakker, og jeg husker, at den blev kritiseret for ikke at overholde romanens konventioner. Det var mærkeligt, syntes jeg, eftersom den moderne roman kan se ud på utallige måder. Men det gælder om som forfatter at føle sig hjemme i sin form. Det skete med ”rejsemindet”, da jeg fandt frem til den form, som i et øjeblikkeligt syn fornemmede jeg straks en stor frihed. Africana sprængte i min egen bevidsthed rejsemindets form og skrev sig et andet sted hen. Og til sidst kom jeg frem til, at genren rejseroman ville være passende. Det er både afgrænset og åbent. Karaktererne kan få lov til at leve deres tekstlige liv uden at skulle hænges op på virkelighedens knager. Madame og Theis er karakterer i bogen snarere end virkelighedspersoner. Det er jo romanens frihed. Men det er også rigtigt, at alle de andre epiteter passer til, som ”migrations”, ”politisk”, ”postkolonial” og ”kærlighedsroman”. Faktisk mente én af mine redaktører, at kærlighedsroman var godt og præcist betegnende, men dér slog jeg mig i tøjret. For mig er kærligheden et væsentligt spor, men det ville være misvisende at kalde bogen for en kærlighedsroman som definerende genrebetegnelse. Rejseroman, jo, den føler jeg mig godt hjemme i. Der er jeg ikke på fremmed grund, men nok indholdsmæssigt, men det er jo netop det, som er rejsen: Ud i det ukendte, det fremmede.  


11. Den franske digter - og opdagelsesrejsende og våbenhandler - Arthur Rimbaud (1854-1891) optræder flere gange og knytter sig til centrale temaer som den postkoloniale historie, den personlige krisehistorie og poesiens betydning. Hvad er der med ham? Hvad er forskellen på ham og Stanley? Kan jeg ikke lade være med at spørge om.

Arthur Rimbaud er ganske rigtigt en helt central figur i bogens univers, da bogen jo også fortæller en personlig historie om ungdom og begyndelse og poesien. Jeg-fortælleren er digter, modnet i firserne og på godt og ondt en del af den ånd, som dukkede op i den tid, som også blev min. Pludselig var Arthur Rimbaud endnu engang en afgørende inspiration, tænk blot på Michael Strunge (han var i firserne min ven). Jeg blev voldsomt fascineret af Rimbauds drift mod det ultimative (digt), som jeg forstod det, ligesom Strunge. Men Strunge havde i 1980 taget patent på den kilde, skønt han havde overtaget den fra Rolf Gjedsted, oversætter af Rimbaud, og forfatteren til Englefronten og Krigen er smuk. Jeg var nødt til at undertrykke Rimbaud inspirationen for at kunne skabe mit eget, men den side af Rimbaud, som jeg også identificerede mig med, var nemlig den rejsende. Det var ikke den side, der optog Strunge, eller det var ikke den side, han kunne identificere sig med, for som han sagde til mig engang, da jeg besøgte ham efter at være kommet hjem fra en rejse i Indien: ”Jeg har det ad helvede til, men jeg kan ikke som dig rejse væk”. Pludselig så mange år senere var jeg i Etiopien, og der var det jo en logisk konsekvens for mig at genoptage de gamle overvejelser omkring det, mange opfatter som ”mysteriet Rimbaud”. Jeg vendte så at sige tilbage til en gammel inspiration, fordi jeg nu befandt mig i det land, han som handelsrejsende havde udforsket. Det var belejligt, for jeg kunne også vende tilbage til min egen begyndelse, og muligvis endelig slippe den gåde, som hans eksistens og poesi også havde været for mig. Der var, kom jeg frem til, ikke noget mysterium, kun det som er eksistensen selv, og som angår os alle sammen: Fødsel – livsrum - død. Det er det, jeg forsøger at skrive frem i de fragmenter, som omhandler Arthur Rimbaud. Forskellen på Rimbaud og Stanley er, som jeg et sted skriver, at Rimbaud vandrede ikke for nationen. Men det gjorde Stanley, godt nok for den belgiske Kong Leopold, på den måde var Stanley jo en lejesvend. Han lod sig hverve af den belgiske konge. Rimbaud flygtede fra Frankrig og fra sig selv, det er ikke sådan, jeg oplever Stanley, han rejste også ud for at blive berømt, Rimbaud rejste ud for at blive glemt. Men jeg ved ikke, om Rimbaud under andre omstændigheder kunne have været i Stanleys sted. De skrev jo begge to, Stanley skulle have været en glimrende journalist, men han var ikke en genial digter med alt det, som det nu medførte for Rimbaud. Rimbaud står stadig som både digter (det nye formsprog, det store indre opgør) og som skæbne, som én af modernitetens pionerer.


12. Det har været en voldsom rejse - du selv har været lige ved at dø af forkert malariamedicin, medicinindustriens ”psyko-dødstivoli” - Afrikas egne styrer er korrupte, tørke og sultkatastrofer, spirende etniske konflikter, religion og tro, der holder afrikanerne fast i myter og fattigdom, Libyens udnyttelse af migranterne, et korrupt FN-system, et Europa, der lukker sig om sig selv, ikke mindst Danmark. Af nærmest dystopisk karakter: ”Det er her i affaldet, det sker. Menneskehedens exit. Det er i ulighedens enorme kløft, verdens undergang foregår. Det er afrikanerne, der, hvis de har penge nok, må aftage vores brugte køleskabe, og sko og plastikdukker. Det er dem sammen med de altid arbejdsløse og underernærede, der går mod jordens ende, ind i klimakrisens tiltagende ørken. For Jordens ende er ikke en enkelt enestående begivenhed, det er en gradvis eskalerende forestilling, der sender folk på flugt i de voksende wastelands, enorme udpinte områder.”
Men du lader Stoneman, ”Kongen af Gambia” få det sidste ord. Hvem er han?

Ja, hvem er Stoneman? I bogen er han Kongen af Gambia, han er ”the man of knowledge”, det hævder han selv. Han er urafrikaneren, der kender hele historien og dens grunde. Han er et menneske, der fortæller historien til den fremmede, fordi han tror på, at historien skal gives videre og ikke gemmes væk. Men ikke alle kan fortælle historien, som han siger, når han beretter om sin egen far. Der er nogen, der vil dø, hvis de fortæller historien. Stoneman er historiefortælleren fra Afrika. Og det er indlysende for mig, at han skal slutte det hele.


13. Og jeg vil slutte af med et spørgsmål om, hvad poesi kan - om skrivningens betydning – og betydninger for skrivningen?

Poesien kan alt og ingenting. For den, der virkelig bliver grebet af poesien, er der ingen vej tilbage. Men poesien minder om kærligheden. Man kan ikke selv bestemme, hvornår den forlader én. Måske er Arthur Rimbaud det bedste eksempel på det, det var ikke nødvendigvis ham, der forlod poesien, men poesien der forlod ham, han havde blot forudset det i den poesi, han skrev som teenager.