Log ind
OPSLAGSVÆRKER
DanskLeksikon
Opslagsværk med danskfaglige begreber
PeriodeLeksikon
Opslagsværk over danske litterære perioder
AnalyseLeksikon
Opslagsværk over analytiske begreber og værktøjer
MetodeLeksikon
Opslagsværk over forskellige metodiske tilgange til tekster
Lyrikporten
28 portrætfilm instrueret af Jørgen Leth
Artline
Opslagsværk med kunst fra forskellige tidsperioder
Kunstportalen
Kunstportal med Louisianas kunstsamling
Notesbog
Din personlige notesbog til arbejdet på fagportalen

Helle Helle (f. 1965)

Foto: Gyldendals Billedbibliotek

Hverdag og hvem som helst

Helle Helle skriver noveller og romaner med udgangspunkt i hverdagslivet. Siden debuten Eksempel på liv fra 1993 har hendes forfatterskab udspillet sig i genkendelige, men unavngivne miljøer i Danmark, med mennesker der ligner naboen eller læseren selv. Hendes historier rummer ikke store, dramatiske begivenheder eller vigtige, historiske personer. Alligevel sidder man på kanten af stolen og vender siderne, grebet af en uklar spænding på grund af det usagte og undertrykte.

Der er ofte ’tomme pladser’ i handlingen, hvor vi som læsere ville forvente en reaktion eller et omslag. Udeblivelsen bliver en effekt i sig selv, og dermed kan man indskrive Helle Helle i en minimalistisk tradition, der har sit udspring i 60'erne. Helle Helle har skabt en helt speciel minimalistisk realisme, hvor hverdagsskildringer fremstilles i et særligt og ordknapt sprog. Hendes scener og dialoger er lysende klare, men er det netop i kraft af alt det usagte og tilbageholdte.

Mellem mennesker

Helle Helles romaner er bygget op af små handlingsforløb, der bringer kontakten mellem mennesker frem. At invitere på middag, at cykle en tur eller at løbe kan være hele plottet i Helle Helles fortællinger. I disse enkle og hverdagslige situationer ændrer små forskydninger det store billede. Detaljer som at have en stol for lidt, at have fasaner med til et besøg eller at stikke en lille løgn vokser og bliver voldsomt anmassende. 

Det betyder også, at bøgerne foregår i det ydre, mens det indre liv hos personerne kun antydes eller helt tilbageholdes fra læseren.

Med de to romaner Rødby-Puttgarden fra 2005 og Ned til hundene fra 2008 slog Helle Helle for alvor igennem til den internationale offentlighed, og hendes bøger er nu oversat til mange sprog. Begge romaner har som de tidligere bøger en kvindelig fortæller og skildrer nogle rørende og overraskende møder midt i ellers stillestående og almindelige liv.

Med romanen Dette burde skrives i nutid fra 2011 gjorde Helle Helle sin minimalistiske stil ekstra tydelig. Fortællingen er båret af en uudtalt uro, mens læseren følger Dorthe og hendes faster i deres lidt ufokuserede livsførelse. Gennem enkle og troværdige replikskifter og overraskende beskrivelser lykkes Helle Helle meget præcist med at antyde den opløsning, der hele tider ulmer under overfladen. 

Minimalistiske træk

Sprogligt er værkerne præget af korte og enkle sætninger. Helle Helle bruger ikke kompliceret billedsprog eller lange beskrivelser, men sætter stemningen med originale og præcise ansatser. For eksempel starter romanen Ned til Hundene med sætningen: ”Jeg leder efter et godt sted at græde.” – en ganske enkel sætning og en meget særlig ting at gøre. 

Romanen Hvis det er fra 2014 adskiller sig fra de hidtidige ved, at synsvinklen er skiftet fra en kvindelig til en mandlig jeg-fortæller. Men igen handler romanen om en person, der har svært ved at forholde sig til verdenen – og sig selv. Et tema Helle Helle præcist og originalt formulerer allerede i romanens første sætning: ”Det er ikke mig. Jeg står ikke sådan bag et træ i skoven. Bladene drysser.” 

Dette er fortalt i nutid 

Med de har Helle Helle i 2018 skrevet en roman, der videreudvikler hendes særlige minimalisme. Bogen åbner med sætningerne, ”Senere går hun over markerne med et blomkålshoved. Farvel til de kinasko. Alle veje fører til veje.”

de handler om en datter på 16, der skal til at starte i gymnasiet, og hendes mor, der driver en kosmetikforretning i Rødby på Lolland. Bogen følger morens og datterens hverdag sammen, og langsomt bliver det tydeligt for læseren, at moren er alvorligt syg. I de er Helle Helles blik for detaljer skærpet og fremhæver smukke og triste øjeblikke. de er en bog om intimitet og skønhed i de små ting. 

Formelt er de bemærkelsesværdig, fordi Helle Helle næsten kun har brugt nutid i bogen. Et radikalt formgreb, der efter hendes eget udsagn skal bevirke, at romanen aldrig slutter: ”Jeg ville ikke have den slutning: hun lever og hun lever og ikke noget datid.” Når datteren til sidst i bogen vil lave blomkålsgratin til moren, men ikke kan få fat i blomkål før den følgende dag, kan det læses som en cirkelbevægelse, der inviterer læseren til at vende tilbage til de første sætninger og læse bogen forfra. 

Den meget konsekvente brug af nutid giver de en speciel læserytme, hvor alting sker, mens man læser. Det kan læses sådan, at bogen er uafsluttet, og samtidig gør grebet læseren opmærksom på, at man læser fiktion og altså noget, der er på afstand af verden.