Log ind
OPSLAGSVÆRKER
DanskLeksikon
Opslagsværk med danskfaglige begreber
PeriodeLeksikon
Opslagsværk over danske litterære perioder
AnalyseLeksikon
Opslagsværk over analytiske begreber og værktøjer
MetodeLeksikon
Opslagsværk over forskellige metodiske tilgange til tekster
Lyrikporten
28 portrætfilm instrueret af Jørgen Leth
Artline
Opslagsværk med kunst fra forskellige tidsperioder
Kunstportalen
Kunstportal med Louisianas kunstsamling
Notesbog
Din personlige notesbog til arbejdet på fagportalen

Harald Voetmann (f. 1978)

Rødder i latin

Hvad enten der er tale om direkte oversættelser, tematisk behandling af romerske forfattere og deres tanker eller bare en inspiration derfra, kredser Harald Voetmanns forfatterskab om den antikke verden, som han er trængt ned i ved sine studier af latin på Københavns Universitet. Genremæssigt bevæger udgivelserne sig inden for prosa i mange varianter fra debuten Kapricer 2000, der indeholder kortere fortællinger, til romanen Kødet letter 2012 og de tre historiske romaner, trilogien Vågen 2010, Alt under månen 2014 og Syner og fristelser 2015.

Rosenhave eller brændende lokum

Fælles for de tre romaner i trilogien er en nærmest fysisk indleven i et historisk univers og en autentisk persons indre. Fra den romerske naturforsker Plinius den ældre (23-79 e.Kr) til middelaldermunken Othlo (ca.1010-1070) til astronomen Tycho Brahe (1546-1601). I en facebookopdatering fra foråret 2015 har Voetmann selv formuleret sit litteratursyn således: ”Skønlitteratur kan vække sanserne; en vellykket beskrivelse af en rosenhave eller et brændende lokum kan sanses. Når sanserne er vakt, kan der kobles tanker og følelser til det sansede. I bedste tilfælde skaber den kombination en følelse af berøring med et andet menneske eller en anden del af det grundlæggende menneskelige med alt, hvad det måtte indebære af sorg, længsel og glæde. ”

Vågen

I romanen Vågen er det den romerske naturhistoriker Plinius den Ældres sygdomsplagede liv og hans naturlære, der fabulerende præsenteres for læseren. Hans liv og lære er forbundet ved, at mennesket/Plinius er i naturens magt (kroppen og ydre naturforhold), men forsøger at opnå magt over naturen via granskning af den. Denne kontrast bliver sjovt nok også en nøgle til forståelse af romerrigets religiøse kulter.

Syner og fristelser

I Syner og fristelser har Voetmann hentet meget af sit stof fra middelaldermunken Othlo af St. Emmerams to efterladte skrifter Synernes bog, som handler om egne og andres åbenbaringer, drømme og febersyner og En munks bog om sine fristelser, hvori han fortæller om teologiske vildfarelser og andre lurende fristelser, som Voetmann formulerer det i forordet. Romanen har to spor: Othlos konkrete registrering af sine omgivelser set fra sygesengen, hvor han ligger uden at kunne røre sig og sine indre rejser til himmel og helvede. I en blanding af længsel og rædsel kæmper Othlo med sine drifter og den middelalderlige teologiske fornægtelse og fordømmelse.

Uden omsvøb

Voetmann har et meget specielt sprog, der forener det historisk konkrete og troværdige med et helt særligt blik for de detaljer, som fremhæver groteske, kødelige og brutale sider af livet. Det betyder, at han aktualiserer og levendegør historien på en kropslig og nogle gange både morsom og ubehageligt fysisk måde.

Fra Faraos gravkammer til Holbæk sygehus

Med Amduat. En iltmaskine (2018), der bærer undertitlen Solens rejse gennem underverdenens lande som beskrevet i Tuthmosis III's grav i Kongernes Dal og fars død på Holbæk Sygehus har Voetmann skærpet den forbindelse mellem personligt og historisk stof, som kendetegner hans forfatterskab. Tidligere er dette særligt kommet til udtryk i romanen Kødet letter, der både indeholder en del om Kühleborn og Huldbrandt og deres liv ved et talgsmelteri i Kødbyen og en autobiografisk del om forfatterens skilsmisse og psykologforløb.

Amduat. En iltmaskine er en genrehybrid, der veksler mellem prosa, dialog og korte digte. Voetmann har skrevet alle bogens tekster i hånden, og bogsiderne er uden sidetal.

Her bruges den ægyptiske mytologi til at beskrive og forme oplevelsen af en fars sygdom og død på Holbæk sygehus. ”Amduat” betyder ”det, som findes i dødsrige”, og farens sygdomsforløb er opdelt i 12 dele efter geometrien i et ægyptisk gravkammer, der også beskriver den ægyptiske solguds rejse gennem dødsriget samt tiden fra solnedgang til solopgang. 

Dette greb er et godt eksempel på de mange måder, hvorpå bogen laver originale forbindelser mellem en mytologisk fortid og nutiden. Voetmann arbejder med en poetisk motivkreds med mørke, sol, knive og fjer, som trækker nutiden og fortiden sammen. Amduat. En iltmaskine viser, hvor original Voetmann er til at bruge historisk stof og gammelt formsprog til at udtrykke en dybt personlig historie. Bogen eksperimenterer også med at forme dialogerne efter en dement hjernes logik, så sygdomen bliver tydelig i formen. Og til sidst sætter en rørende omskrivning af ”Jeg ved en lærkerede” det sidste punktum for sygdomsforløbet.




   

Om forfatteren
AMDUAT. EN ILTMASKINE (UDDRAG)
FOKUSSPØRGSMÅL TIL "AMDUAT. EN ILTMASKINE"
KØDET LETTER (UDDRAG)
SYNER OG FRISTELSER (UDDRAG)